SPOT-rock fra My Midnight Creeps (N) og Deltahead (S) over Mercenary til Rhonda Harris
28. Marts, 2007
Henrik Friis |
My Midnight Creeps blev hyldet af en enig norsk presse - nu kommer de til SPOT.
Rocktilhængerne skal nok få en god SPOT Festival 2007. Ud over de indslag, der allerede er afsløret, kan vi nu præsentere en stor gruppe navne, som på den ene eller anden måde hører under paraplyen.
Tag bare norske My Midnight Creeps, der for et par år siden startede som et fritidsprojekt for guitaristerne Robert Burås og Alex Kloster-Jensen fra henholdsvis Madrugada og Richochets. Dengang blev de kaldt garagesupergruppe – nu fremstår de som en mørk, beskidt og dyster storgruppe, hvor en helt enig norsk presse har de meget store roser og karakterer fremme i forbindelse med to uger gamle ”Histamin”.
Deres landsmænd The Goo Men kommer ligeledes til SPOT. De er også til garagerock, men lige så meget til soul og har i øvrigt en så positiv profil, at de på hjemmebane er blevet beskrevet som seks ”eplekjekke karer” (”kernesunde karle”)!
The Goo Men - "eplekjekke karer" med hang til garage, soul og godt humør.
Og nu vi er i det genreområde, er de danske konger af garage, The Defectors på plakaten (de flirter tillige kraftigt med horror på deres nyudsendte cd), mens pigerne i ligeledes albumaktuelle Cherry Overdrive også klart er til garage suppleret med andre 70’er-træk.
Svenske Deltahead er eksponenter for en særdeles beskidt form for rock, rootsblues, punk m.m., mens danske Mercenary hører til den danske hårdrock-elite med deres power-metal - og så er veteranerne i On Trial nok det fremmeste bud på sej dansk acid-rock af international klasse.
Mercenary - dansk power-metal.
Racetrack Babies er rock når den sværtes til med støj og pop, El Ray er amerikansk-inspireret surf-rock, og One-eyed Mule har også amerikansk inspiration, men mere i form af ”alternative country” blandet op med blues og lidt tex-mex.
Fra den mere eftertænksomme og tilbagelænet intense afdeling kommer Nikolaj Nørlunds Rhonda Harris, som genopstod sidste år såvel live som på cd med sange af Townes Van Zandt. Og her i indierockafdelingen står 1 2 3 4 for gennemført melankolsk-energisk musik med engelsk inspiration, mens dansksprogede Entakt også hører til i genren, men med hang til det storladne og armbevægelser man kan få øje på.
Prins Nitram - skjuler sit "bad hair" på dette billede, men...
Finske Magenta Skycode er også til stor melodisk indierock, i afdelingen hvor Echo & The Bunnymen, The Cure m.m. findes, men tilsat et markant elektronisk twist, mens Port Largo bruger synhts i store flader til at farve deres musik med, og så er As In RebekkaMaria Lampshade-forsangerens sideprojekt, som er boblende indiepop i det finurligt elektroniske legehjørne.
Endelig er der Prins Nitram, en-mandshæren og multiinstrumentalisten, der stilmæssigt er en blanding af det hele og mere til - og som på scenen også lægger stærk vægt på det visuelle. Lidt svær at sætte ord på musikalsk, med mindre selvfølgelig man bruger hans egen beskrivelse: Som ”A Good Day With A Bad Hair”. . .
