Skandinaviske sangskrivere med internationalt snit på SPOT
10. April, 2007
Mik Stegger |
Mouritz/Hørslev Projektet camperer på SPOT.
De sidste mange år har SPOT-festivalen haft fokus på singersongwriter-scenen i Skandinavien, og 2007 skiller sig ikke ud i denne henseende. Festivalen, der gennem tiden har været affyringsrampe for artister som Teitur, Tina Dickow og norske Thomas Dybdahl, præsenterer igen i år en solid håndfuld spændende kunstnere, der gør sig i mere intime rammer
For at starte på hjemmefronten, så får festivalens publikum lejlighed til at stifte bekendtskab med Alice Rose. Rose er dansk, men har base i Köln og fremfører sine sange på computer, legetøjsmotorsav, violin mv. Mouritz/Hørslev Projektet er et tvær-atlantisk, men dansksproget samarbejde mellem den i New York bosiddende sangskriver Mads Mouritz og tekstforfatteren Lone Hørslev. Derudover byder Marie Fisker indenfor i sit univers med bittersøde toner af rock, blues og country, CS Nielsen brummer sin støvede country-americana, HellraiserTen giver smagsprøver på deres skramlede og minimalistiske sovekammer-indie, og Katrine Ottosen fremfører sin lavmælte, elektroniske pop.
PopTones' nye satsning: Tobias Fröberg.
Fra hinsidan får festivalen besøg af Tobias Fröberg, der netop har skrevet pladekontrakt med det store engelske pladeselskab PopTones. Fröberg udråbes til at være den næste store skandinaviske superstjerne af pladeselskabets chef, Alan McGee, og da selv samme McGee opdagede både Oasis og The Hives, bør man nok tillægge hans udsagn en vis vægt. Ligeledes svenske Ebba Forsberg har turneret med både Lilith Fair og åndsbeslægtede Neil Finn, og hun er bestemt også i stand til at levere varen.
I Island kan de også opfostre store sangskrivere, og Spot præsenterer to af slagsen. Multitalentet Pétur Ben er sprunget ud som leverandør af kringlet og alligevel catchy sangskriverkunst. Han kommer til festivalen med et album i bagagen, der blev udråbt til årets udgivelse af adskillige islandske anmeldere og som blev nomineret til årets rockplade ved Icelandic Music Awards. Hans ven og kollega, Helgi Jonsson, lægger også vejen forbi Århus med sin store stemme og sine mørke, guitardrevne sange.
Pétur Ben - kringlet og catchy.
Også to norske navne finder vej til Århus i festivaldagene. Både Elvira Nikolaisen og Susanne Sundfør har afsæt i den nordamerikanske singersongwritertradition, og finder inspiration hos navne som Jackson Browne og Joni Mitchell.
Nordic Co-writers Som et parallelt forløb indenfor festivalens rammer er projektet ”Nordic Co-writers” sat op. Her skal tolv kunstnere arbejde sammen parvis om at skrive sange på en uforstyrret lokation i ugen op til festivalen, hvorefter de præsenterer resultaterne af arbejdet på en af festivalens scener. På listen over deltagere genfinder man Helgi Jonsson og CS Nielsen, som får følgeskab af ligeledes danske Jimmi Andersen, Sara Grabow, Kajsa Vala og Mads Langer, færøske Lena Anderssen, grønlandske Angu Motzfeldt, norske Marte Wulff og Thom Hell og svenske Josefina Sanner.
SPOTs singersongwriterscene samt Nordic Co-writers laves i samarbejde med Roar Amundsen og Mayday Music
SPOT Festival 2007 finder sted i det centrale Århus den 1.-2. juni.