Oh No Ono, Hatesphere og The Psyke Project til SPOT - programmet til årets festival på plads
11. Maj, 2007
Henrik Friis |
Oh No Ono - melder klar til SPOT.
Så er de sidste brikker til årets store SPOT-puslespil faldet på plads.
Vi kan nu afsløre at Oh No Ono kigger forbi med de speedede, skæve popsange, som bl.a. har fået englænderne til at kaste deres kærlighed på bandet med de nordjyske rødder.
Og den mere hårdføre afdeling af festivalen har også fået ekstra vitaminer: Dels via The Psyke Project – kendt for deres mørke, slæbende hardcore metal – dels via Hatespheres energiske thrash-metal, som senest har vakt kinesernes opmærksomhed ved Midi-festivalen i Beijing – oven i den store internationale fanskare gruppen allerede har. Gruppen fremstår vel netop nu som et af de stærkeste danske metal-kort overhovedet, og har i øvrigt netop udsendt "Serpent Smiles And Killer Eyes" .
Færøske Eivør - på SPOT.
Fra Færøerne kommer Eivør Pálsdottir med sin store stemme og de smukke sange præget af de vilde klippeøer. Hun suppleres ved sin optræden af Budam, som er Færøernes svar på Tom Waits. Og desuden er Boys In A Band på programmet efter en forrygende optræden med deres indie/folk/blues-sammensurium – som de selv kalder ”cowboy rock” – ved AME festivalen i Torshavn i starten af april.
Endelig er finske Rubik og Regina tilføjet – Rubik står for indie-rock i den ambitiøse ende af skalaen, hvor der ikke langt til et navn som Mew, mens Reginas kendetegn er drømmepop med hang til 80’ernes synth-flader og trommemaskiner.
Ydermere er der også en tilføjelse omkring åbningsaftenen torsdag 31. maj. Engelske Apartment være at finde på VoxHall (sammen med landsmændene Dead Kids og Metromony) – Apartment bliver virkelig hypet på den engelske scene pt. og står for indierock med rødder i 80’ernes scene med The Smiths og The Cure men opskrevet til det nye årtusinde.
Det trykte program til SPOT Festivalen rammer gaden i dag.