Seriøs og god musik, dejlige vejrforhold og et altid interesseret og veloplagt publikum kronede dette års arbejde med at arrangere og afvikle SPOT Festivalen i Århus. Mange yderst positive tilbagemeldinger på seminarer og speed-meetings mellem danske og internationale branchefolk. En festivalplads, der virkede harmonisk sammen med de velkendte og velfungerende scener omkring pladsen og ude i byen.
Ros fra mange gæster og musikere til crew, frivillige og de mange personer og medarbejdere, der bar hele svineriet igennem, som var det det letteste i verden. Ros fra os til musikere, gæster og publikum for at fylde festivalen med en ualmindelig god atmosfære.
SPOT blev udsolgt for fjerde gang i træk uden at sælge ud af profilen og ambitionerne. Det er ikke en selvfølge og derfor er vi også både glade og taknemmelige for det. Flere danske og internationale branche- medie- og kulturfolk end nogensinde før, bidrog til at holde musikken i fokus.
SPOT er ikke et mesterskab, men et mødested - og for mange også et udviklingsforum, hvor musiklivets fælles og individuelle vilkår og præferencer deles eller opleves. Mange har meldt ind om store og overraskende musikoplevelser. Det skyldes måske, at der findes mere god musik end man skulle tro!
Vi ser frem til at høre nyt og mødes igen om et år. Tak til alle samarbejdspartnere, sponsorer og personer, der gjorde det muligt.