Eddie Kramer - medskaber of den "much-grittier-in- your-face-heavy-duty-ballsy-gritty-sound" på Stones' "Beggars' Banquet".
– Tager du de øverste 10-15 plader på Billboards salgsliste og lytter til dem én for én, vil du opdage, at de er optaget med samme styrke. Der er ingen dynamisk spændvidde. Tendensen i dag er, at en masse plader lyder ens, fordi lyden er så stærkt komprimeret.
– Og det sørgeligste er: Vi fremelsker en generation af unge, som ikke aner, hvad god lyd er. De lytter til mp3’ere which SUCK. Forstår du, vi kan bruge nok så meget tid i studiet og lave en god, spændende og personlig lyd - og så spolerer man det hele bagefter ved at koge det ned til mp3. Det er forfærdeligt. Vi er simpelthen nødt til at om-uddanne vores unge og vise dem, hvad god lyd er…
Eddie Kramer har talt sig varm – han ved godt, han generaliserer, og at enkelte bliver uretfærdigt ramt. Men budskabet skal ud. For det er brændende vigtigt for ham.
Selv har han haft afgørende indflydelse på nogle af rockhistoriens allerstørste albums: Han var med til at definere lyden på The Rolling Stones’ ”Beggars’ Banquet”. Han var med fra ”Led Zeppelin II” og på gruppens fire næste albums. Han har styret lyd for Santana, Joe Cocker, Frank Zappa – ja, endda The Beatles. Han var chef-lydoptager på Woodstock Festivalen. Han har produceret Kiss, Anthrax m.v. Og så har han siddet bag pulten på alle Jimi Hendrix’ album-udgivelser.
Har opfundet og udviklet nye lyde og stemninger med guitar-éneren – og fulgte Hendrix fra England til USA, hvor han byggede det berømte Electric Lady-studie op.
Eddie Kramer var altså med hélt fremme i frontlinjen, da rocken eksploderede i eksperimenter for nu 40 år siden, og med sine 65 år kunne han vel efterhånden godt tillade sig at læne sig tilbage. Men sådan er Eddie Kramer ikke, som det understreges flere gange under dette interview på Holiday Inn-hotellet i Woodlands Hill, L.A. – tæt på Kramers bopæl.
Ud over at han bl.a. står for produktionen af den fortsatte række af uudgivent Hendrix-materiale i samarbejde guitaristens slægtninge – både på cd og dvd - producerer han stadig for andre. Også nye bands, som kontakter ham via hans hjemmeside. Han udvikler guitar-pedaler, udstiller, holder foredrag – og siger i øvrigt gerne sin mening om musiknationens tilstand. Blander nyt og gammelt.
– Man kan kalde mine holdninger gammeldags og alt muligt andet. Men jeg forholder mig kritisk, og jeg føler, det er min pligt at oplære og undervise unge i musikkens historie. Og prøve at arbejde imod, at børn og unges opmærksomheds-tærskel omkring musik er så kort, fordi de er vant til at downloade det bedste eller de to bedste numre fra en cd, så de misser hele konceptet med et album: Et album skal være et udsagn om et band – og vise hvilken retning, musikken går i. Som det er nu, er det ren overflade.
Eddie Kramer er ikke allergisk over for de nye teknikker. Han accepterer selvfølgelig, at bands sender ham mp3’ere – for at give ham en idé om musikken. Og han bruger selv Pro Tools, når det gælder lydredigering – og blander analoge teknologier med de helt nye up-to-date af slagsen. Plug-ins, music-waves m.m. – Det nye er vigtigt, siger han.
– Men det er også vigtigt at få unge til at forstå, hvordan god lyd skabes. Hvorfor tror du, at unge stadig gider lytte til Hendrix, Stones og Zeppelin i dag? Fordi det lyder bloody marvellous, Det var rent, det var ærligt – der var ikke noget bullshit over det. Det var ikke som at sidde med et kreativt computerprogram. Næ, det her handlede om musikere, som sad sammen i et rum. Som kæmpede, skændtes, eksperimenterede og skabte god musik, siger Kramer, der bliver betænkelig når Pro Tools m.v. bruges til at udviske hver enkel lille knast og fejl - når den nye teknik betyder, at man bliver bange for at fejle – og dermed bange for at tage chancer. – Og det ér altså også kun ganske få, der kanskabe stjernestunder alene foran en computer…
Fejl er nødvendige – Jeg har lavet masser af fejl, og har lært utroligt meget af det. Jeg tillader mig stadig at gøre det – bygger faktisk hele min karriere på det. Hendrix turde eksperimentere, lavede bunker af fejl – men blev også stærk af det, siger Kramer, og understreger bl.a. sin argumentation med, at man før i tiden ikke var bange for f.eks. at bringe en indisk sitar med i studiet – hvad enten man kunne spille på den eller ej. Bare det lød spændende. Åbnede nye muligheder...
Selv er han født i Sydafrika i en musikalsk familie, og har altid haft lyst til teknik og musik. Han flyttede i midt-60’erne til London, fik efterhånden job i pladeselskabet Pye, og optog venner derhjemme med egen båndoptager og mikrofon m.v..
– Det var jazzmusik. Experimental stuff. Det var ikke særlig godt – men jeg lærte af det, og blev bare mere og mere interesseret i at få lyde over på bånd. Det var i starten af pladeindustriens ungdom, og alle prøvede at finde ud af, hvad det egentlig var, man skulle gøre.
To weirdoes Da han skiftede til Olympic Studios i 1966, var det som om, dørene blev sparket åbne for ham. Et helt nyt, topmoderne studie i Barnes - stedet alle tidens hotte musikere drog til. Og hvor en af de kvindelige ansatte en dag sagde; ”Kramer, du laver jo alt det der weirdo stuff – kan du ikke tage ham der Hendrix??”
– Selv om Hendrix netop havde haft sit første hit med ”Hey Joe”, blév han anset for at være en mærkelig fyr i England anno 1967 – en fra the outer edge. Men vi hit off med det samme. Jeg forstod ham, og jeg tror, han godt kunne lide det faktum, at jeg kunne producere lyde og give hans guitar farver, som han respekterede og kunne lide. Det var gensidig respekt.
– Og der vár en masse eksperimenteren på den tid. Det var ikke kun os. Jeg mener - Beatles sparkede en masse døre op på vid gab. Det samme gjorde vi. Vi tog mange ideer fra Beatles, men løftede det op på et højere trin. Vi lavede stereo i stedet for mono. Og vores lyde var meget vildere end Beatles’, selv om vi elskede dem for det, de gjorde. De var opfindere på deres område. Alle på den tid tjekkede The Beatles ud, for at regne ud what-the-hell- they-were-doing. Det var smarte fyre – sammen med George Martin…
– Men alle tog fra til alle. Vi prøvede at lytte os til den specielle bas-lyd fra den anden side af Atlanten, mens amerikanerne forsøgte at låne fra os. Vi teknikere og producere blev tvunget til virkelig at være kreative, fordi kunstnerne krævede det. Så vi gjorde det inden for de muligheder, vi havde – selv om teknikken var begrænset.
– Og så kom det an på, hvem man arbejdede med: Zeppelins guitarist Jimmy Page havde en meget bestemt og sikker opfattelse af, hvor han ville hen – med Stones’ ”Beggars’ Banquet” var det Jimmy Miller og jeg, der som teknikere virkelig arbejdede hårdt på og fik skabt den der much-grittier-in-yourface-heavy-duty-ballsy-gritty-sound, siger Kramer, mens han langsomt smager på hvert enkelt af de tilsmudsende tillægsord.
The Record Royalties – The Beatles Og jo, Beatles fik han også lov at prøve kræfter med. The Fab Four ville i studiet i 1967, EMI’s egne var fuldt besat, og så valgte de i stedet Olympic. ”Baby You’re A Rich Man” og ”All You Need Is Love” blev indspillet i to forskellige sessions.
– Da Beatles kom ind… det var som pladeguruer, og det var en vigtig session for os, fordi vi ville bevise for EMI og resten af verdenen, at vi var mindst lige så gode som EMI-studierne. Og det var vi, siger Kramer, som stod for grund-optagelsen af ”All You Need Is Love”, der senere blev overdubbet og derefter brugt som grundlydspor til den verdensomspændende tv-transmission af sangen. ”Baby You’re A Rich Man” blev til gengæld indspillet, overdubbed og mixet på én enkelt nat, hvilket Kramer ikke skjuler, at han synes, var en kæmpebedrift.
I april 1968 ville Jimi Hendrix tilbage til Staterne igen. Og Eddie Kramer fulgte ham. Det var midt i indspilningerne til ”Electric Ladyland”-albummet, som blev påbegyndt i England og afsluttet i USA. Og med tiden kom Eddie Kramer også til at stå i spidsen for teknisk planlægning og efterfølgende ledelse af Hendrix’ Electric Lady-studie i New York. Det stod færdig i maj 1970, og virkede som en magnet på Hendrix de sidste fire måneder af hans liv:
– Det var usædvanligt at se ham i studiet hver dag kl.19 – normalt ville han være kommet ved 23-tiden. Han elskede det – det var hans hjem, siger Kramer, der gennem fire år stod i spidsen for Electric Lady. Fotografierne Men Kramer havde en interesse – ud over musikken. Han fotograferede. Og det er egentlig det, der er basis for hans besøg i Danmark med foto-udstilling og foredrag. Fra 1967 til 1972 tog han billeder af de musikere, han arbejde sammen med.
– Det startede i Olympic studierne. Jeg var fascineret af alle de mange musikere, der kom ind og ud af studierne. Deres ansigter. Deres karakterer. Virkelig interessante folk. Men jeg fotograferede aldrig under selve optagelserne. Det kunne jeg ikke drømme om. Kun i situationer, hvor musikerne spillede sange igennem, lyttede til playbacks fra det, vi lige havde optaget, øvede en akkordsekvens igennem, eller prøvede at få et eller andet til at hænge sammen – og havde paraderne nede. Dér var de lige glade med, om jeg tog billeder.
- De tænkte ”Arhh, det er bare Kramer, der går og knipser løs”. Så jeg var i stand til at få meget intime fotos med de kunstnere, jeg arbejdede med – på meget kritiske tidspunkter. Derfor intensiteten. Meget af det var held – og blind stupid luck. – Kun en gang turde jeg ikke. Med The Beatles. Jeg havde kameraet ved min side som sædvanligt, og måske havde de givet mig lov, hvis jeg havde spurgt. Men de blev regnet som pladebranchens kongelige – ja, jeg chickened out. Fotos fra 1967 til 1972 Kramer stoppede med musiker-fotos i 1973. Han tabte interessen – ville hellere fotografere børnene – samtidig med, at han fik større ansvar som decideret producer. Fotografierne lå i en stor kasse i 25-30 år, indtil Kramer en dag viste dem frem i forbindelse med planlægningen af ”den rigtige bog om Hendrix”. Den forlagsafdeling, der skulle udgive bogen, krakkede inden guldkammeret af billeder var blevet restaureret og klargjort til tryk. I stedet valgte Kramer at lave sitet Kramer Archives, hvorfra han i dag sælger kopier af sine billeder – fremstillet i et begrænset oplag.
Kramers fotos har foreløbig været udstillet i Dubai, Rotterdam og L.A. – inden de nu kommer til Århus (Galleri Profilen 31. maj – 28. juni). Desuden danner de baggrund for mange af de foredrag Eddie Kramer i dag holder på musikmesser m.m. – for eksempel SPOT. Her tages udgangspunkt i et udvalg på 110 fotos, mens Kramer fortæller, hvor han selv og musikken kommer fra – og er på vej hen.
Uanset hvad ligger det fast, at Kramer har prøvet det meste. Da han startede, var der ét spor: Mono. I dag multi-multi tracks og uanede muligheder:
- Jo, meget er blevet lettere – og bedre for en producer. Men lige meget hvad skal der god musik til. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har oplevet en af musikkens mest innovative perioder – det vil jeg gerne opleve igen. At endnu flere blæser på konventionerne – musikere som almindelige mennesker. At endnu flere siger wait-a-minute, og ikke stiller sig tilfreds med det, der er. Er nysgerrige. Er kritiske.
– På en måde tror jeg, vi er blevet lidt for magelige. At der er for få holdninger. Før råbte vi op mod Vietnam – i dag sender vi folk i krig uden at tage notits af det, mens vi koncentrerer os om vores Ipods og 4-hjulstrækkere. Vi er blevet ”bløde i hovedet”. Lad os komme videre…
