– Udgangspunktet er en mand, som det lige er gået h-e-l-t galt for. Og historien udvikler sig som et kig ind i mandens hoved, hvor man oplever alt det gode som dårlige, der har ledt op til katastrofen
Ordene er Kim Munks – til daglig sangskriver i og leder af The Broken Beats – som her er gået sammen med Henrik Munch, der nok bedst kendes som den electroniske createur i Sorten Muld. Med støtte i ryggen fra Statens Kunstfond er de to i fuld gang med at lave et time-langt musikstykke, som får ur-premiere på SPOT Festivalen.
Med de to herrer sat sammen bliver det givet melodisk, men altså ikke kun vers-omkvæd-vers - derimod et stykke med en fortløbende udvikling. Arbejdstitlen er ”Frankenstein”…
Kim Munk – som det seneste år har haft forrygende travlt både hjemme og ude med The Broken Beats – er kommet med oplægget. Til det støder Henrik Munch med en masse gamle soundscapes, lyde m.m. fra lageret hjemme i ”laboratoriet”, lige som han har skabt nye til projektet.
– Det er dejligt at have en masse ”friske råvarer” at tage af, siger Henrik Munch, der siden Sorten Mulds allertravleste storhedstid bl.a. har lavet filmmusik – f.eks. til ”Kongekabale”.
Nu bearbejder og videreudvikler de to troldmænd inden for henholdsvis sangskrivning og maskiner frem til ur-opførelsen – dels sammen, dels hver for sig og pr. filudveksling på distancen. Men om slutresultatet bliver med to eller 20 musikere på scenen , vil tiden vise. Altså svært at forudsige – lige som muskken…