Danske musikere drager til udlandet som aldrig før for at begå sig indenfor showbizz. I nogen tilfælde fører eksporten direkte til bevægelser den anden vej: Mads Mouritz – på SPOT-plakaten i både 2003 og ’05 – udgav engelsksproget debut i 2004, og tilbragte det meste af 2006 i New York. Tiden i byen brugte han på at få spillet så meget som muligt på byens scener for singersongwriters.
– Mit eget band fra Danmark kom over og sluttede sig til mig. I slutningen af august spillede vi fire gange på en uge på min stamscene, og gentog det i november.
Når det danske band ikke var i byen, spillede han med gæstende venner eller lokale musikere, og med tiden fik han opbygget et stort netværk af kontakter indenfor musikverdenen.
I år spiller han på SPOT med nyt album i bagagen, der i høj grad er blevet til med hjælp fra netværket: Canadisk producer, et internationalt musikerhold – og på dansk!!
– Andelen af nordamerikanske medvirkende på pladen er naturligt nok høj. En del af dem har imidlertid også taget turen over Atlanten for at spille live her i Danmark. Hvordan har du fået det hele til at hænge sammen?
– Min og de danske musikeres rejseaktivitet frem og tilbage over Atlanten er kommet i stand bl.a. via støtte fra ROSA og andre organisationer. Det har været et puslespil med de canadiske musikere på pladen, men nogen af dem turnerede i Europa i foråret, og var klar på at spille med mig igen. Jeg kunne oven i købet skaffe dem et par yderligere jobs. En af billetterne måtte vi splejse til.
– Hvad har det betydet for udtrykket på pladen, at du arbejder med et internationalt hold?
Det har betydet meget for klangen. For eksempel fordi de canadiske korsangere synger på dansk. Lyden af den fremmede udtale er helt speciel.