Christian Jensby, foto: Pia Ry |
En trio bestående af klassiske musikere, heriblandt en percussionist, en saxofonist og en pianist var udgangspunktet i en koncert der satte spørgsmål til de musiske konventioner. Omend koncerten var en en halv time forsinket og, muligvis som følge, stærkt beskåret følte både publikum og anmelder at man var en del af anderledes og stærk musisk oplevelse.
Koncerten lægger ud med en lang klaver komposition der viser pianistens fantastiske evner. Herefter går turen straks til saxofonisten som også leverer en solo. Denne komposition indeholdt samples, som det blev præsenteret, var taget fra lydbilledet på dødsgangen i USA. Nummeret blev anderledes og man glædes midtvejs da koncerten efterhånden begynder at indføre rytmik. Efter to lange introer træder Per Vers på scenen og indtager sin plads, som ikke kun et kendt dansk hip-hop ikon, men også som det lyriske geni med den sjældne evne at nå langt, langt udover scene-kanten og derfor næppe havde svært ved at invitere publikum indenfor i det mikroskopiske, men intime Kunstbygningen. Hele stemningen blev straks ændret til en performance og gav koncerten et pift af musik-dramatik og poesi.
Man havde efterhånden bevæget sig langt ind i koncerten før samtlige medlemmer i projektet var samlet på scenen og koncerten kunne tage sin egentlige begyndelse. Dette er naturligvis ærgerligt eftersom man fristes til at tro at koncertens afslutning var skåret væk grundet den store forsinkelse og det stramme program. Dette skal naturligvis ikke tale imod musikerne, som alle gjorde en fremragende præstation, tidspres eller ej.
Samplede beats, retro synth lyde, saxofon og rytmik blev sat sammen til at supplere Per Vers’ lyriske collage. Den klassiske skole var pludselig blevet akkompagnieret af rappens drengerøvs charme og virkningen var fantastisk medrivende. Publikum blev igen og igen kommanderet: ”Føl det pis!”; tre ord som kunne siges at være essencen af koncerten. Gjorde man som der blev sagt og slog sine forudindtagede holdninger og musiske konventioner fra, blev man hurtigt indlemmet i fælleskabet i en avantgarde og mindeværdig koncertoplevelse.
Zoom, Elbis og Per Vers var et vovet, men vellykket projekt der udviskede grænser og dannede bånd mellem musikkens mange udtryksformer. Per Vers omtalte selv koncerten som ”Limited Edition”, en engangsforestilling der efterlader dig hungrende efter mere. Det største kritikpunkt ved koncerten finder vi måske hér. Projektets kunstnere, især med henblik på de to lange soloer i koncertens begyndelse, gav fornemmelsen af mangel på samling blandt musikerne. Projektets musikere ville have godt af at spendere mere tid sammen på scenen og hvis denne oplevelse forbliver en engangsforestilling gives der ikke store forhåbninger om at dette vil blive muligt. Der skal dog gives en enorm ros for et så velfungerende, modigt og forfriskende pust til dansk musik. |
