William Hut - Spot 2007, Musikhuset, Filuren, lørdag
Ole Rosenstand Svidt |
På årets Spot-festival kan man høre en betragtelig mængde af den type musikere, der med et godt dansk udtryk kaldes singer-songwritere. Spot-arrangørerne har fornuftigvis placeret dem i lyttevenlige omgivelser som Musikhusets Lille Sal og Filuren foran et siddende publikum. I sidstnævnte sal kunne man lørdag aften høre den norske singer-songwriter med det ikke særlig norskklingende navn William Hut. Og det stod hurtigt klart, at han var en af de sangskrivere, der krævede absolut stilhed – og det fik han.
William Huts sange er nemlig så lavmælte, længselsfulde og melankolske (både musikalsk og tekstmæssigt), at man næsten kan høre prærieulvene hyle mod månen i skøn samklang med Huts lyse og meget spændstige vokal. Kombineret med enkelt, men meget formfuldendt guitarspil gav det tre kvarters effektiv lindring og lise for sjælen. William Huts udtryk kunne minde en anelse om svensk-argentinske José González eller amerikanske Mark Kozelek (Sun Kil Moon, eks-Red House Painters med flere), og kvalitetsmæssigt befinder vi os – næsten – i samme høje luftlag. Kun mod slutningen af de tre kvarter satte en anelse monotoni ind. Så mange strenge har Hut altså trods alt heller ikke at spille på.
Alt i alt var William Huts Spot-koncert dog som det rolige og eftertænksomme øje midt i den hektiske Spot-orkan. At koncerten tilmed fandt sted samtidig med en af de mest skandaløse danske fodboldkampe i historien – Danmark-Sverige, der endte i vold og afbrydelse før tid – kom så yderligere til at understrege roen i William Huts udtryk. Men det var der vist ingen, der fandt ud af, før de kom ud i virkeligheden efter koncerten. For til en William Hut-koncert er der ingen, der sms’er. Det ville forstyrre alt for meget – også selvom man havde sat mobilen på lydløs.
