Helle Juhl Lassen, foto: Thomas Mose | 

Hvor må man dog bare ærgre sig over, at SPOT-arrangørerne har valgt at placere live-music´n´visuals-trioen Wazzabi, som i dagens anledning blev suppleret af norske Frode Andersen på accordeon, i så akustik- og resonansforladt et rum som Kunstbygningens sal B. Alene denne location, men også, selvklart, hele Danmarks befolkningsdragende fodboldlandskamp, lagde en mærkbar dæmper på en ellers utrolig smuk koncert.

Wazzabi + Frode Andersen bevæger sig rent kunstnerisk ind i krydsfeltet mellem lyd og billede, videokunst og elektronisk musik. Det er en seriøst sprængfarlig cocktail, en tværæstetisk parring, som flere subgrene af elektrocaen efterhånden har oparbejdet en tradition for at udforske – det gælder især de mest ambiente, storladne og lydmalende elektrotendenser. Og Wazzabi er just en sådan symfonisk tendens, som gør det aldeles glimrende, på jagt, som de er, efter skæve skønheder, eller måske griber trioen efter sandheder af en slags, som ikke ligger endegyldigt fast, men i bevægelse, i forsvinding.

Koncertens indledtes med en tredelt instrumental suite, og som seancen skred frem lykkedes det rigtignok ikke konstant, men snarere i glimt, at fusionere en form for skønhedens audiovisualitet. Nogle af de fede visuelle højdepunkter, som bør fremhæves, var dels en repeteret slowmotionsekvens, som tog publikum med rundt i et stormagasin med "break" på vej op af rulletrappen, og dels Ander Krøjers live-recording og -editing af soli på henholdsvis guitar og accordeon. Her fik man virkelig en fornemmelse af det genuine potentiale, som ligger i sammenspillet mellem auditiv og visuel betydningsdannelse, kunst.

Wazzabis mucis´n´visuals eksperimenterer på flere niveauer, f.eks. med en fælles lyd og billedrytme, med fades, loopede kompositioner, splitscreens sat i bevægelse og meget meget mere, ja faktisk med så meget mere, at det samlede kompleksitetsniveau kan virke hæmmende for seer/lytterens indlevelsesevne, dvs. at kontaktfladen mellem kunstarterne simpelthen ikke når ud, ikke bliver udfoldet, men snarere "indfoldet" i Wazzabis egen indadvendthed. Og det var velsagtens den største nitte ved koncerten, at man som publikum ikke for alvor kunne mærke et ønske om kontakt, et udadvendt blik eller simpelthen – lagt mere simpelt hen – en kontaktsøgende håndsrækning.