Roy Fogde | 

Viva Vertigo (foto: Jakob Dinesen)

Nogle af Viva Vertigo medlemmerne fik sandsynligvis morgenkaffen galt i halsen, da de fandt ud af at de skulle spille på GRAN Teater for Dans til årets Spot festival. Scenen indbyder heller ikke umiddelbart til garagerock koncerter, blandt andet fordi der kun er siddepladser i salen. Scenens bare udseende og enkle lyssætning supplerede dog bandets æstetik fint, og gav dermed publikum en glimrende og anderledes rock oplevelse, der dog blev skæmmet af distancen til publikum.

Det startede langt fra fantastisk, med en rodet og larmende intro hvor der ikke var helt styr på lydniveauerne. Dette ændrede sig dog hurtigt, og pludselig stod både forsanger og hovedmand Simon Becks vokal, og Sara Lewis Sørensens twangede leadguitar klart frem i lydbilledet.

Dette blev startskuddet til små 40 minutters amerikanskinspireret rockmusik der både bød på fine, memorable melodier, flænsende feedback intermezzoer, og til tider Phil Spector lignende trommer. Især nummeret Devilhead fra pladen Viva Viva fremstod som et godt eksempel på deres glimrende sans for at blande melodi med et rocket udtryk.

Bandets referencer er ikke svære at gennemskue, og de gjorde heller intet for at skjule dem. Mellem den brusende Hawaii intro og et mellemspil fra The Doors’ ”Riders on the storm”, var der ikke meget der ikke skreg ”Americana” – især sangen ”Saltshaker” gjorde det svært ikke at tænke på Hunter S. Thompsons ”Fear and Loathing in Las Vegas”, med linjen ”I’ve got a saltshaker half full of cocaine.”

Sammenligninger med The Raveonettes er naurligvis nærliggende inden for denne genre, men Viva Vertigo virker knap så dogmatiske i deres tilgang til musikken, der derfor er mere varieret og lettere tilgængelig. Når det er sagt, så gør genrens konventioner og bandets leg med referencerne også, at man som tilskuer ikke efterlades med et indtryk af at have bevidnet noget synderligt originalt, hvilket både er deres svaghed og styrke. Det er rock musik med et klart koncept.

Det var dog en glimrende koncert, under relativt svære forhold, og jeg skal med glæde tage ud at se Viva Vertigo igen – dog helst på en beskidt motorcykel bar i Californien, hvor de nok ville være mere på hjemmebane.