Jakob Østergaard Nielsen, foto: Rasmus Weng Karlsen | 

Vincent Van Go Go har de seneste år udviklet sig til en gedigen live act med en solid evne til at trække fulde huse. Det er på ingen måde heller ikke urimeligt, da bandet spiller tæt og forbilledligt sammen med deres særegne kombination af reggae, soulfunk og groovejazz og efterhånden også har opbygget et materiale, der er holdbart udover det helt umiddelbare. Denne torsdag aften var da heller ingen undtagelse, da arrangørerne på Musikcafeen hurtigt måtte annoncere til den muggende kø, at det ikke længere var forsvarligt at lukke flere ind. VVGG havde i aftenens anledning allieret sig med den brasilianske rytmegruppe, Corpos Percussivos, der tilsyneladende skulle tilføre bandet en portion energi og forstærke de rytmiske sider.

Som så ofte før indledte VVGG koncerten med en sukret og habil guitarfigur for derefter kollektivt og energisk at bevæge sig ud over stepperne med tekster om kærlighed, mennesker og nærvær inddæmmet af en (nærmest sentimental) feel good-stemning. Det gik de første par numre med indtil, at Corpos Percussivos entrede scenen under hittet, ”Do U Know”, og pumpede det notoriske omkvæd gevaldigt op, alt imens stemningen røg endnu en tak i vejret. Den latinske rytmegruppe virkede umiddelbart også som det overordentligt friske pust, der kunne tilføre VVGG lige præcis det ekstra kolorit, men allerede i det efterfølgende nummer opstod der stik imod alle forventninger problemer, da sammenspillet imellem bandet og den latinske rytmegruppe med mellemrum virkede overgjort, usammenhængende og forceret med for meget rytmisk aktivitet på for lidt musikalsk plads. Det generede umiddelbart ikke publikum, men det overskyggende problem forblev nærværende resten af koncerten. Den brasilianske rytmegruppe forsvandt efter et par numre fra scenen igen, men vendte tilbage til den afsluttende finale, et ekstranummer og latinklassikeren, ”Mas Que Nada”, der alt andet lige satte en fornuftig prik over et ikke helt så prangende ”i”.

Der kan overhovedet ikke herske tvivl om, at VVGG groover forbilledligt, har et stort teknisk overskud og et solidt greb om deres publikum, men sammenspillet med Corpos Percussivos knirkede gevaldigt løbende. Det ændrer dog ikke ved at publikum på Musikcafeen følte sig godt underholdt og havde en forrygende (svedig) aften, men mere må man trods alt kunne forvente af et habilt band, der i den grad funderer sig i det specifikt rytmiske.