Kasper R. Schultz, Jan Chrillesen | 

Det var ikke så lidt af en opgave at løfte, da konferencieren i Lille Sal valgte at præsentere Tobias Fröberg som Skandinaviens næste superstjerne. Opgaven blev ikke lettere af, at denne profetiske smagsdom var citeret fra Alan McGee, som tidligere har skubbet fine karrierer i gang for blandt andre Oasis og danske Mew.

Ind træder en kortstammet, forpjusket mand i jakkesæt. Fra første anslag på guitaren står det klart, at vi har at gøre med en musiker med et gudsbenådet fingerspil. Det kræver givetvis ikke usædvanlig stor teknisk snilde, men det er både velklingende, varieret og vandrer rundt mellem mægtigt fine akkorder. Tobias Fröberg har desuden en fornem stemme, som – bortset fra et par småfalske toner i starten af koncerten – flytter sig sikkert rundt på de bevægelige melodilinjer. Klangen er behagelig og melodierne følger mønstre, der indtil flere steder fik undertegnede til at ane en svensk kollega. Tobias Fröberg både ligner og lyder som en konservatorieuddannet Jens Lekman. Det er slet ikke alarmerende, men det er stadig så slående at det er relevant at nævne.

Det er svært at kritisere Tobias Fröbergs håndværksmæssige formåen. Det er heller ikke nemt at skyde sangene ned. Han har masser af slidstærkt materiale. Problemet er desværre nok bare, at det hele bliver en kende for traditionelt. Det traditionelle er ikke per definition et stort kritikpunkt, men det kan godt lyde som om, at han er nået til det punkt, hvor han skal aflære håndværket igen. Der kan sagtens være stil over at være altmodisch, men for at udfylde rollen som Skandinaviens næste superstjerne, mangler Tobias Fröberg stadig at afsøge nyt terræn. Han er lidt for hjemmevant i sin egen sangskrivning til at det rigtigt bliver spændende.