Roy Fogde | 

Man skulle ikke lade sig narre af at The Psyke Projekt umiddelbart lignede nogle pæne unge mænd da de kom ind på scenen. Efter en yderst høflig introduktion ved forsanger Martin Nielskov eksploderede bandet i en voldsom energiudladning, og den energi holdt bandet på imponerende vis kørende igennem hele koncerten.

Der var tale om det ene aggressive støjinferno efter det andet, kun afbrudt af enkelte lange stemningsopbyggende instrumentalpassager. Og så besidder føromtalte Hr. Nielskov et af de mest sønderlemmende skrig nord for helvede, og det menes i øvrigt som en kompliment. Selvom det måske virker som en underlig sammenligninger, vækkede sangstrukturen flere steder minder om Deftones, ca. anno ”White Pony” pladen, om end det i sagens natur var meget mere brutalt.

Selvom der var god variation i musikken, blev den brutale sangstil dog snart ensformig, og det er nok der bandet kommer til kort over for den neutrale festivalgænger. Har man hang til Freud vil man måske hævde at bandets musik handler om at hænge sit overjeg i garderoben, kanalisere sine aggressioner på en positiv måde, og dermed blive et mere balanceret menneske. Sådan virkede det i hvert fald på forsangeren, som mellem de voldsomme udladninger virkede decideret venlig og glad, og endda fandt tid i det hæsblæsende set til at opfordre folk til at se Beta Satan senere på dagen.

Store dele af det i øvrigt begrænsede publikum, der havde fundet vej til koncerten, stod dog enten med et noget mistroisk blik i øjnene, eller valgte helt at forlade koncerten. De der blev tilbage fik til gengæld lov at opleve den sidste energi blive brændt af, både blandt den lille skare af inkarnerede fans foran scenen, og i høj grad hos bandet selv, der på imponerende vis for rundt imellem hinanden.

Jeg skal være ærlig og sige at dette var mit første møde med The Psyke Project, og det var en overraskende intens, men også til tider rodet oplevelse. Især den ene guitar fandt aldrig rigtigt vej ud af det massive lydbillede, og dermed røg noget af det der skulle have været variationen i settet. Synd og skam, for en smule mere variation ville givet vis tilføre endnu mere intensitet til de voldsomme elementer som bandet tydeligvis mestrer til perfektion.