Morten Engsig Christensen | 

The National Bank (foto: Andreas Bro)

The National Bank var sidste navn til åbningen af Spot 2007 i Musikhuset. Efter det lokale minimalistiske elektro-støjband Marybell Katastrophy var det så nordmændenes tur til at indtage den store scene i Musikhuset. Alene den opsætning, The National Bank har, vidner om et band, der lader musikken tale. Intet teater, bare de få instrumenter, de behøver, og der er skåret ind til benet.

The National Bank er mange gange blevet udråbt til en norsk supergruppe, men selv har de udråbt sig til noget banalt og cool, nemlig et band. Denne aften til Spot er de her for at vise, at rock ’n’ roll spilles på instrumenter og ikke på effekter og teater. Bandet har sammen og hver for sig rigtig megen liveerfaring, og det hører vi fra første takt. Der bliver spillet med en sikkerhed og overbevisning, som ganske få bands magter, men de er endnu temmelig ukendte herhjemme. Koncerten på Spot var The National Banks første i Danmark, og deres debutalbum udkommer herhjemme mandagen efter Spot.

The National Banks sanger er dog ganske velkendt for danskerne, men fra en lidt anden boldgade. Thomas Dybdahl har spillet en del på de halvstore danske scener de sidste år, og salget af hans ”oktober-trilogi” er gået ganske godt. Når han er alene, er det i en mere afdæmpet og inciterende version. Med The National Bank er udtrykket hårdere, og her får Dybdahl en udfordring. Han formåede i Musikhuset ikke at løfte de numre, der klart lægger op til en mere rå vokal, og The National Bank var uden tvivl bedst, når de lod sig rive ud på en musikalsk tangent, der kunne minde om jam. Det er ikke ægte jam; de ved præcis, hvor de er, og her midt i deres organiserede jamsession vandrede de med sjældent set energi over de højeste norske tinder – de danske var for længst passeret.

Dybdahls stemme var ikke overraskende bedst, da han langt fremme i lydbilledet og med akustisk guitar fremførte et vaskeægte Dybdahl-nummer. Sangen var afdæmpet, og den nærmest utight og lidt ligeglade måde at håndtere guitaren på var Dybdahls personlige fingeraftryk. Det var fedt, ingen tvivl om det, men det var også et billede på, at The National Bank er et rockband, der i store glimt spiller rock, men i andre glimt pop. Det er denne balancegang, der ikke fungerede optimalt til åbningen af Spot 2007.