Filip Granlie, foto: Andreas Hagemann Bro |
The Goo Men er hjemme på scenen. Det fremgik tydeligt, da de gik på og højlydt snakkede om de sidste detaljer, mens de greb deres vintage-instrumenter og satte i gang. De spiller en primal rock’n’roll i en bulderudgave af noget, der ligner eksempelvis The Hives. Besætningen adskiller sig dog og tæller trommer, bas, guitar, orgel og saxofon.
De er klædt i sorte, stramme jakkesæt, ikke ulig Blues Brothers, og forsangeren ligner faktisk en skægget udgave af John Belushi. Han har også samme prædikerende træk over sig. De stramme bukser understreger guitaristens herlige spasmer, som i høj grad foregår under bæltestedet, bogstaveligt talt. Opsætningen er klassisk, og de er som hevet ud af Ed Sullivan Show.
The Goo Men trakterer det taknemmelige publikum med klassisk rock’n’roll med det helt rette kvantum dikkedarer. Eksempelvis bliver vi begavet med den klassiske snydeslutning, hvor publikum trofast hopper i gryden og klapper efter sidste slag. Men afslutningen viser sig kun at være et break. Det er megabanalt, men The Goo Men leverer tricket med en arrogant præcision.
Arrogance er ellers ikke deres thing. De knokler for og med publikum, som er medrevet og ikke benytter sig af Grans sæder. The Goo Men udnytter den lange ledning og tager på ekskursioner ud blandt publikum. For saxofonistens vedkommende strakte det sig helt op til lydmanden på tiende række.
Afslutningsvis inviterer The Goo Men publikum op på scenen, og det hele slutter i en vild fest, hvor musikerne bytter instrumenter, publikum skråler Yeah! Yeah! i mikrofonerne, og bandet splitter det hele ad. Afslutningsvis løfter forsangeren triumferende stortrommen i vejret, som var den en klodset pokal.
The Goo Men er ikke Spots mest originale band, men mindre kan også gøre det, når man spiller med en så betragtelig portion coolness og gavmildhed og med al mulig tydelighed demonstrerer, at musik ikke er for musikerne selv, men både for musikerne og publikum. |
