Christian Schlelein, Foto: Pia Ry |
Vilddyrene i The Defectors leverede vintage Rock’n’Roll i en tidssvarende indpakning. Den sortklædte kvintet med solbriller og anderumpe trak en lige linje tilbage til de 50’ere, der ændrede musikken for altid. Der blev ikke spillet en eneste forkert tone eller taget et forkert skridt på scenen, i den super gennemarbejdede og hårdt pumpede rockkoncert på Voxhall lørdag aften.
Det var lige på og hårdt, højt tempo og ditto hår hele vejen igennem den 40 minutter lange showcase. The Defectors er et modent band, der spiller med den overbevisning og sikkerhed man får med årene, men med en intensitet som havde de selv lige opfundet Rock’n’Roll i deres garage hen over vinteren. Forsangeren leverede rendyrket kompromisløs rockattitude, og trods det massive lydtryk fra bandet, var lyden så krystalklar at man skulle tro, at lydanlægget var designet netop til dette band og deres musik. Hvad der måske heller ikke er så langt fra sandheden.
The Defectors’ scenetæppe prydedes af deres bandnavn, som var sat med de der slimede bogstavtyper man kender fra 50’ernes monsterfilm. En lille snert af ironi, som på en gang klædte bandets i øvrigt gennemførte image godt, men samtidig gav koncerten en anelse teatralsk karakter. Lidt af farligheden gik af den meget store og temmelig vilde forsanger, som unægtelig lignede en man ville gå i en stor bue udenom på en mørk aften.
Koncerten var på alle måder en succes, men det er som om, at SPOT publikummet bliver sværere og sværere at begejstre, som årene går. I hvert fald gik forsangeren ned blandt publikum for at fyre aftenens sidste nummer af, en coverversion af ”Paint It Black”, for at sparke lidt ekstra liv i festen. Selv denne udmærkede gimmick og det eminente afslutningsnummer, fik ikke taget til at løfte sig på Voxhall. Men det må falde tilbage på et festival-træt publikum, for hvis The Defectors ikke kunne få salen i kog, er det svært lige at komme i tanker om hvem der så skulle kunne. |
