Nicolas Breschel, foto: Tilde Juul |
Pigerne skreg og drengene råbte mange gange i løbet af The Blue Vans koncert i Ridehuset lørdag aften. Når man i bedste dramatiske stil ”lider” lidt, når man synger, ser ud, som om man seriøst vil smadre right-bækkenet eller næsten er ved at vælte sit orgel, er der åbenbart ikke meget at stille op for publikum, andet end at overgive sig. Det er medrivende og gamle klichéer som f.eks. ”Rockens virkemidler har været der siden stenalderen” giver mening. Og The Blue Van ved det godt. Når orgelspilleren ser ud, som om han knepper sit Hammond-orgel, handler det om sex. Når bassisten og guitarspilleren tager deres guitarer og peger op i luften, ligner det et vist symbol. Pigerne skriger på grund af seksualiteten, og drengene råber på grund af det vilde i rebelskheden. Det lyder plat, men der opstår en følelse eller en elektricitet blandt folk, der er til rockkoncert. Og den her gruppe forstår det til fulde, og publikum elsker det.
Musikken er ikke specielt original. Det lugter af The Kinks, The Who og Spencer Davis Group. Der er tydelige rhythm´n´blues, Motown- og rock´n´roll-referencer, men alligevel formår bandet at skabe en tro på, at The Blue Van ikke er Sir Henry & His Butlers, der genopstår i et quiz-show. Det er ren energi fra både publikums og bandets side, mens bassistens nærmest DAMP-agtige sceneoptræden er en levende udgave af samme. Det kan kun anbefales at gå til en The Blue Van-koncert. Se dem, hør dem og skrig! |
