Christian Jensby, foto: Tilde Juul |
Morten Varano har længe været et ikon på den danske elektroniske scene og er måske mest kendt for sit samarbejde med Alex Puddu under navnet Puddu Varano. Denne gang har Varano igen formået at skabe en international club-lyd som rækker langt ud over de danske grænser. Suppleret af den engelske energibombe og frontfigur Lady Z formåede Slowtrainsoul at holde publikum kørende i de sene nattetimer.
Publikum kom strømmende til spillestedet Ridehuset, og det varede ikke mange minutter, før menneskemængden bølgede i takt til beatet fra et anderledes medrivende projekt. Musikalske grænser blev udvisket, da Lady Z greb mikrofonen og smed ragga-vokal mod publikum, båret af elektronisk musik og beats, som vekslede mellem dancehall-rytmer og club-lyd. Selvom Slowtrainsoul præsenteres som en duo, var der på scenen medbragt forstærkninger gennem trommeslager og fløjlsblød og soulet kvindevokal, og begge føltes fuldt integrerede i projektet.
Det største kompliment må ligge i alle musikernes oplagte engagement og energi. Selvom Varano stod begravet i laptop og synthesizer, var der ingen tivivl om, at han var mindst lige så tilstedeværende som resten af truppen. Lady Z svingede frem og tilbage mellem sine roller som både forsanger og mc. Måske var lyrikken ikke en geni-streg, og der var ligeledes indtil flere vokalgentagelser, som havde til hensigt at piske stemningen hos publikum op. Måske kunne man anklage nogle af teksterne som et forsøg på at hive numrene hjem, men da er det, at rollen som mc skal forstås og respekteres. Lady Z er måske ikke den store poet, men hun forstår at holde publikum kørende, og hendes energi rakte uden tvivl ned til de bagerste i salen.
Publikum var mindst lige så tilstedeværende. Arme blev strakt i vejret, ben blev rykket og hoveder vippet i takt med en lyd, som er svær at kategorisere, men som var umulig at stå stille til. Der var den fornemmelse af stemning og fest, som nogen måske havde savnet i Spots program. Tidspunktet og beliggenheden for koncerten var velovervejet og gav maksimal udbytte for koncerten. Lyden var fin, hvilket ikke har kunnet siges om alle Spots mange scener. Der var i Ridehuset tilstrækkelig plads til menneskeflokken og heldigvis ikke for trangt til at danse. Da koncerten var slut, følte man, at der kun var gået få minutter, og den opløftede følelse kunne man så selv vælge, om man ville pakke pænt sammen og hoppe på virkelighedens tog eller holde den i kroppen og bringe den med til Århus’ mange fristelser i nattelivet. |
