Filip Granlie, foto: Thomas Kjær | 

Rammerne omkring Simon Lynges Spot-koncert kunne ikke være meget bedre. Bandets opsætning så godt ud på scenen med trommer, keyboard, bas og Simon Lynge i centrum med sin western-guitar. Store Gran er en fornuftig koncertsal med mulighed for glimrende lyd og lys. De muligheder blev udfyldt, og der var således optimale betingelser for en god koncert for det siddende publikum, der var troppet op i stort tal.

Bandet lagde ud med en halvfunky sang med et skævt akkordriff. Lyden var godt afstemt, bandet spillede tight og dygtigt, og Simon Lynge har en udmærket vokal. De gled elegant over i omkvædet, som hoppede af sted i et par takter. Omtrent sådan fortsatte hele koncerten.

Simon Lynge fortæller gerne sit publikum om temaet for sine sange, så ingen efterlades i uvished. Den efterfølgende sang, ”Full Speed”, blev præsenteret som en drøm om at køre på Route 66 i USA i en rap vogn med to lækre tøser.

Han mente, at drømmen kunne være en kliché, og det kan han måske have ret i. Koncerten skortede i hvert fald ikke på klichéer: Simon Lynges pop er pæn, afbalanceret og forudsigelig. En enkelt gang imellem er der noget, der minder om noget interessant, men det bliver lynhurtigt forpurret og skudt i sænk af kedsomheden. Simon Lynge er emigreret til Los Angeles, og der vil hans kedelige og veludførte popmusik sikkert kunne danne endnu et fint lag pudder over Sunset Boulevard.

Lynge fortalte, at han ikke ser fjernsyn, i hvert fald ikke nyheder, og at han er pacifist. Idealister skal der til, og krig er unægtelig noget lort, men det lidt mere realistisk orienterede vidne til koncerten kunne ikke lade være med at se en sammenhæng mellem Simon Lynges pacifisme og hans vægring ved at se nyheder. Nu skal det ikke handle om politik, men afstanden til livets skyggesider var symptomatisk for Simon Lynges biedermeierkultur og de fuldstændig kantløse sange.

Egentlig kan det være, at sangene ikke fejler noget, men at instrumenteringen er gal. Simon Lynge sælger sig selv på at være singer/songwriter. For at klare sig i den genre må sangene kunne stå for sig selv. Genren kræver inderlighed og nerve, og det er muligt, at Simon Lynge vil være i stand til at levere det nødvendige, men i så fald skal sangene stå for sig selv, som de er skrevet med en guitar og en stemme. Det begyndte så småt at ligne noget, da Simon Lynge alene spillede koncertens sidste sang, "The Future".