Søren Jakobsen | 

Det plejer at være et tegn på bobler i den internationale musiksovs, når man ser Rolling Stone-bladets hovedguru og talentspejder, David Fricke, stå og køre hovedet i koncentriske cirkler til en koncert. Og han har faktisk fat i noget, den gamle, når han nu reagerer på den måde.

Moder Sveriges måske fornemste repræsentant lige nu, Shout Out Louds, formåede i hvert fald at tvinge 73 karats popguld ud af den tvedelte Ridehus-scene og garanterede, at Sverige i hvert fald vinder på én front i en weekend, der er gennemsyret af et fodbold-relateret had/kærligheds forhold til landet.

At bandet på forhånd, fordelt på hvert af medlemmerne, lignede en absurd supergruppe bestående af lige dele Turbonegro, Franz Ferdinand og Black Rebel Motorcycle Club, gjorde godt og grundigt op med den stilrene æstetik, der så ofte tegner dagsordenen blandt bands, der gør sig inden for den let kantede indierock. For nu at bruge en kliché.

Derfor var det også befriende, at bandet var så tilpas ukompliceret, at man kunne lade sig være tilfreds med at anerkende, hvor gode melodier, de er i stand til at gafle ud af deres inspirationskilder. Vel at mærke uden at lyde gumpetungt fesne eller som endnu en fersk klon af de sidste ti års britisk populærmusik.

Og ja, gu’ pokker lyder forsanger Adam Olenius som en svensk Robert Smith, men det kan han jo altså ikke gøre for. Når Shout Out Louds har en så fortvivlende dygtig rytmesektion i bassist Ted Malmros og i særdeleshed den åbenbart tolv-armede Eric Edman på trommerne, så kan man sådan set lyde som Bubber og alligevel ikke ødelægge facit.

Et nummer som det svært formfuldendte Tonight I Have To Leave It, fra bandets nyeste udspil
”Our Ill Wills”, kunne give Marilyn Manson lyst til at løbe igennem en kløvermark med en solsikke imellem tænderne, og for et øjeblik kunne det sådan set være lige meget, at koncerten var spættet med enkelte skønhedsfejl. Som der engang blev sagt om Michael Laudrups manglende evne til at heade, så skrotter man heller ikke en smuk kvinde på baggrund af en skæv tå. Skønhedsfejl tæller tværtom op, når man har med et ellers fejlfrit produkt at gøre.

Da hele bandet formåede at pumpe en, indtil da, almindeligt fremragende koncert op i et højere gear på afslutningsnummeret Very Loud, kunne man så småt begynde at lugte røgen fra 300 par Converse-sko på de forreste rækker helt oppe i baren.

Shout Out Louds er intet mindre end et exceptionelt godt og umådeligt velspillende band, og at de fem svenskere ikke aftvang større klapsalver fra det godt pakkede Ridehus, kan vel tilskrives en form for momentant granatchok.

Selv ud fra en almindeligt høj, svensk popstandard voldtog Shout Out Louds forventningerne til koncerten og hævede det foreløbige niveau på Spot med flere længder. Og David Frickes kiropraktor har givetvis kronede dage i de næste par uger. Man må håbe, at det amerikanske sygehusvæsen godtager en recept på 400 panodiler på grund af svensk piskesmæld.