Christian Erin-Madsen, foto: Michael Boe Laigaard | 

Tweepop er betegnelsen for de renslebne og søde hymner af indiepop, vi kender fra the glasgowian Belle and Sebastian. Oftest med et elektronisk touch og lettere trommeakkompagnement i baggrunden, og det er på dette område, Sambassadeur har udviklet sig mest. Til Pop Revo i Århus i 2005 havde gruppen medbragt en discman med en forhåndsoptaget syntese af beatbox og keyboard og koncentrerede sig i stedet om guitarerne og sangen. De fire bandmedlemmer fordelte sig på tre guitarer og en bas og fik et minus på livekontoen for netop denne mangel på et liveoutput af trommerytme. Den gæld er nu indfriet med en markant tydeligere rolleopbygning som et band, der kan selv. Med to guitarer, en bas og et ekstra lånt scenemedlem på trommer rammer Sambassadeur bullseye i en populærkultur af ørehængere, der er svær at hade. Og det nykrystalliserede liveband kan godt gå selv. Men det slingrer lidt. Tag starten for eksempel.

Vi skulle vente femten minutter, inden vi blev sluset ind til en forsinket koncertstart, der herefter bar tydeligt præg af instrumenter, der lydmæssigt ikke var afstemt i forhold til hinanden. Men teknikerne fik bakset niveauerne tilfredssstillende på plads, og herefter lagde Anna Persson ud med at vise, hvorfor hendes stemme er så sublimt kræs for øregangene på skarptskårne numre som ”New Moon” og ”Kate”. Tankerne flyver let over til malmøduoen Moonbabies og Carina Johanssons eventyrlige drømmeunivers, når man hører vokalen.

Kort efter fik vi den guitardriblende ”Between the Lines”, der meget rammende lægger op til, at dette bands tekstmæssige profil smukkest fremstår mellem linierne, ligesom det er her, bandet kan lede efter potentialet til at overmale sin liveperformance og usikkerhed, der trænger til en gang grunder og derefter maling. Netop da topnummeret ”Kate” nynnede af sted udslettede tonerne enhver mistanke om inkompetence, når det kommer til at lokalisere og udfolde den gode melodi. Det kan de fire godt finde ud af.

Et kvarters musik inde i koncerten kom akkompagnementet fra den anden forsanger Daniel Permbo. Han tog over og forsøgte sig med en stribe lukker-øjne-for-at-ramme-følelsen-toner, der næsten klagende drønede ud til publikum. Snarere end at gribe chancen blev udtrykket dog et overgreb på klynkerockens domæne og lagde sig ikke i den ellers så udmærkede stil, han har formået at udleve på bandets selvbetitlede album. Det var ikke heldigt, ligesom liveudtrykket har meget tilbage at ønske, hvis publikum skal imponeres. Til koncerten så vi fire saltstøtter og en trommeslager, og det virker som et hæmmet output for en gruppe, der helt tydeligt har sans for det univers, som Belle and Sebastian udlevede til perfektion. Der ligger lidt live-udtryksarbejde og venter, men mon ikke de fire svenskere kan overkomme det inden for de næste par år?