Danny Thomas Goodwin, foto: Tilde Juul |
Mens dramaet i landskampen mellem Sverige og Danmark tiltrak de fleste SPOT-gæsters opmærksomhed, kæmpede finske Rubik med at skabe opmærksomhed om deres komplekse prog rock. Men det var op af bakke for de langhårede finner i Ridehuset, der var mere end sparsomt fyldt til deres koncert.
Rubiks musik lefler heller ikke for publikummer med trang efter et hurtigt pop eller rock-fix efter bogen. Ligesom Mew, udfordrer Rubik nemlig den gængse skabelon for sangskrivning og veksler voldsomt mellem diverse stilarter, hvilket gjorde det svært at rumme numrenes helhed ved første lyt. Det var ambitiøst og storladent, med inspiration fra både Buckley (den yngre), Radiohead og Nick Drake, men det var som om musikken ikke helt ville trænge igennem atmosfæren. Som med firserdillen Rubik-terningen er bandets musik en masse enkeltdele, der er frustrerende og nærmest umulige at sætte sammen til en helhed. Man ved at det i teorien kan lykkes, men spørgsmålet er om tålmodigheden er stor nok til at prøve de mange forsøg det kræver. Nogle gange kan fascinationen af musikalsk kompleksitet stå i vejen for det umiddelbare og virkningsfulde.
Men midt i de mange spændende, men flagrende musikalske fragmenter, dukkede så den flotte City and the Streets op, og man ønskede at Rubik ville prøve færre, men mere effektive, idéer af. For dette nummer har det hele og lidt til.
Symptomatisk for finnernes svigtende SPOT-held, så var der knas med teknikken og lyden til sidste nummer, og de måtte forlade scenen til sporadisk bifald. |
