Mikkel Elbech, foto: Jacob Dinesen | 

Foto: Jacob Dinesen.

Nikolaj Nørlund & co. indtager scenen i Musikhusets Store Sal med stil. En gruppe nydeligt klædte herrer med masser af overskud er tydeligvis hvad, der skal til, for at levere en koncert, der ikke lige er til at glemme. Rhonda Harris oser fra start af vellyd, og med Nørlund i et glimrende humør er det en fornøjelse at være publikum.

Bandet lyder ikke ligefrem særlig dansk, og i denne sammenhæng er det en bonus. Nørlund mestrer det danske sprogs finurligheder på fornem vis, som bevist på hans soloplader, men det er befriende at høre hans stemme udfolde sig i lækker Americana-stil – for det holder den til. Den har så meget personlighed, at synes man først om den, kan den gøre ethvert nummer fantastisk.

Ved denne koncert sker det netop ved ”Waiting ’Round To Die”, en af Townes Van Zandt-fortolkningerne, som man kan finde på det seneste Rhonda Harris-album, ”Tell The World We Tried”. Dette nummer bliver nemlig vitterligt fantastisk, når vokal og musik går op i en højere enhed i et dystert og gentagende inferno, der hele tiden lyder som om et opløftende B-stykke er på vej – men det udebliver, og det fungerer.

Koncerten består således både af nyt og gammelt, og til publikums begejstring bliver også ”Kæmpechok” fra ”The Trouble With Rhonda Harris” serveret på fornem og ubesværet vis. Helt ubesværet bliver det dog ikke ved med at være, da et nyt nummer får klappen til at gå ned for Nørlund. ”Det må I undskylde, jeg skal lige lære den,” siger han og griner, inden sangen påbegyndes på ny. Heller ikke denne gang lykkes det, og publikum hujer og griner, og var man født i Jante kunne man have godtet sig grundigt over den lettere komiske situation.

Men i så fald ville man komme til at skamme sig slemt. For da bandet kommer i omdrejninger igen, er det med en sådan kraft, at man måbende må undre sig over, at et band, der kan spille så suverænt, nogensinde har problemer som dem, man netop bevidnede. Den finurlige linie ”Forgive me and tell your family I’m sorry for the language I used – I was confused” lyder mange gange og skaber et univers, der fryder og forundrer på en og samme gang.

En festivalansvarlig, der sandsynligvis ikke har alt for god musiksmag, kommer ind på scenen og meddeler bandet, at tiden er gået og vil have dem til at stoppe. Heldigvis bliver det dog til et enkelt nummer mere – hvor Nørlund igen forårsager, at der må startes forfra, men det tages med et efterhånden indforstået grin. En glimrende koncert, der faktisk ikke bliver dårligere af fejlene undervejs, er ovre, og man kan forlade salen en stor oplevelse rigere.