Olav Leenborg Arnkjær | 

Regina (foto: Pia Ry)

Efter en mindre forsinkelse på Filuren i Musikhuset gik det tre man store finske band Regina på scenen. Folk havde forinden stået i kø, og næsten alle salens sidepladser blev hurtigt fyldte. På trods af forsinkelsen var der lige en smule lyd der vist stadig skulle laves. Regina spiller en form for drømmende electronica-/teknopop, og de tager tidligere tiders meget populære synthlyde flittigt i brug.

På scenen står sangerinden i midten, bassisten på hendes venstre side, trommeslageren sidder på hendes højre og bagved kører der et grafisk lysshow på storskærmen. Opstillingen er den samme gennem hele koncerten, musikerne er relativt statiske i deres udtryk og lysshowet er lidt kedeligt. Det mest interessante der sker på denne front, er når sangerinden ind imellem bevæger sig yndefuldt til musikken. Sceneshowet var der med andre ord ikke gjort det store ud af.

Regina leverer en professionel men temmelig rutinepræget optræden. Musikken spilles fint og vokalen er sikker, men hele seancen ender med at blive meget ensformig. De tunge teknobeats er gennemgående, og til denne koncert, hvor næsten samtlige publikummer sad ned og lyttede, virkede det meget voldsomt. Efter min mening lagde musikken klart op til, at blive spillet på en natklub, hvor dansegulvet er fyldt. Her havde blot et par håndfulde mennesker valgt at gå op foran, mens resten sad bænkede.

Med frygt for at lyde gammel og grå var lyden desuden for høj til salen. Dette kom også til udtryk under koncerten, da en mindre folkevandring tog form. Fra start var næsten alle siddepladser optaget, og ved de sidste par numre havde omtrent en tredjedel af publikummerne forladt arrangementet.
Regina spillede sådan set udmærket, men forskellige omkringliggende omstændigheder gjorde, at det ikke blev nogen stor oplevelse.