Rasmus Ardahl, foto: Michael Boe Laigaard | 

Racetrack Babies har siden starten i slutningen af halvfemserne været garant for kantet støjpop med forsanger Hans Christian Waynes karakteristisk sørgmodige vokal i forgrunden. Efter afgang og tilgang af diverse medlemmer og flere forsøg på opløsning, fik gruppen sidste år bid i USA med deres seneste album ”Summer Salt Santiago” og allerede nu er gruppen i gang med indspilningerne af et kommende album.

Koncerten fandt sted på den store Gran-scene, der burde omdøbes til elefant-scenen, med de rystelser det giver når folk går op og ned af trapperne på tilskuerpladserne – og det gjorde de meget ved denne optræden – og ikke mindst det subtropiske klima, der hersker i salen. Første del af programmet havde trioen viet til numre fra den kommende udgivelse, og det afslørede en mere afdæmpet og nærmest minimalistisk side af Racetrack Babies, noget de klæder ensemblet, om end det var svært at vurdere det langvarige potentiale i musikken.

Herefter vendte Racetrack Babies tilbage til bagkataloget for resten af pengene, og det gjorde de udmærket, men heller ikke mere. Der er noget charmerende og ikke mindst ærligt over klassisk trio-rock opsætning, men Racetrack-drengene formåede ikke at få det optimale ud af hinanden på noget tidspunkt. De meget korte kompositioner manglede ideer og ikke mindst med – og modspil musikerne imellem. Og omvendt savnede man nuancer og en større farvepalet når de store støjflader fyldte rummet.

Aftenens lyspunkt var forsanger Waynes meget sarte vokal, der ved flere lejligheder gjorde hele herligheden til et ganske intimt foretagende. I stemmen var den sårbarhed, der er nødvendig for at vække de meget enkle kompositioner til live. Desværre var disse lysglimt et fåtal. Resten af tiden virkede bandet slet og ret uengagerede.