Frederik Denning, foto: Tilde Juul | 

Det var næppe noget tilfælde at A Kid Hereafter stod og heppede på sidelinien da Prins Nitram gik på. Ligesom A Kid Hereafter formår Prins Nitram på særegen vis at blande alle tænkelige genrer i et stort potpourri.

Prins Nitram gik på til lyden af en syntetisk stemme, der erklærede, at det var tid til Rock´n´Roll. Dette var en af de mange modsætninger, Prins Nitram leverede, alt imens han ene mand omdannede Filuren til en vulkan af genrer, lyde og guitarstøj.

Akkompagneret af en storskærm, hvorpå filmede udgaver af Prins Nitram spillede alt fra trommer til xylofon, for han rundt mellem guitar, bas og trommesæt. Musikken var bedst, når den var vild, og her kunne Prins Nitram i sandhed lyde som et stort orkester. Højdepunktet "Silly Dreams" blev passende nok leveret som det femte af seks numre – en støjmur af guitar udgjorde underlaget for den frådende, til tider råbende vokal, og man måtte som publikum overgive sig helt til den charmerende enmandshær.

Hvor Prins Nitram udviste stort teknisk overblik, manglede han til tider en fyldig produktion. Som ene mand er det svært at skulle spille storladne, til tider postrockede numre op, og samtidig virke autentisk. Guitaren var i flere passager for skarp, mens bassen fyldte for meget. Samtidig manglede der også kontakt til publikum indtil sidst i koncerten, hvor et par jokes blev fyret af med et skævt smil.

Prins Nitram var dog overordnet set en positiv oplevelse, og i de passager, hvor lyden ikke kunne leve op til forventningerne, kunne charmen. Afslutningsvis fik man i nummeret ”X.Arrogance” et indblik i Prins Nitrams arbejdsmetoder. Ved hjælp af en sampler opbyggede han langsomt, men sikkert et stort nummer, udelukkende ved hjælp af sin utroligt sikre vokal. Anden- og tredjestemmer blev uden problemer lagt oven på snak og diverse. En yderst imponerende oplevelse live – det bliver spændende at se, om konceptet vil fungere på cd.