Danny Thomas Goodwin, foto: Tilde Juul |
I Grans intime lille sal står One Eyed Mule foran et rødt bagtæppe med imaginært komøg på støvlerne og snus bagerst i mundhulen, mens de spiller deres autentiske americana for et begejstret og tætpakket publikum. I den fortættede atmosfære stiger temperaturen hurtigt til sydstats-niveau, og der hersker en nærmest surreel David Lynch stemning i det vinduesløse lokale, hvor band og publikum næsten snubler over hinanden og bliver til ét med hinanden på den lave scene.
Frontmand Rasmus Dall og resten af bandet lader ørken-rocken tale for sig selv og veksler smertefrit mellem americana-genrens udtryk. Man tænker ofte på Ryan Adams, Hank Williams, 16 Horsepower og mange andre, men referencerne bliver aldrig til kopier.
Med twang i stemmen og tremolo på guitaren, rocker One Eyed Mule publikum igennem adskillige solide sange, hvor Mads Tønders trommer leverer dynamikken og Rasmus Bondes harmonika skaber dramaet, og duften af bomuldsmarkerne begynder at blande sig med dampen fra de kogende publikummer. Miss Jane svinger fedt og har et catchy omkvæd, mens Fair Little Lovesong kører sejt og drævent af sted.
Det er no-nonsense, stilren cow-swing-folk-rock, som mestrer både det energiske og opløftende, samt det melankolske og nærværende. Med Spot syngende på sidste vers for denne gang, får One Eyed Mule pulsen op en sidste gang med en hæsblæsende afslutning, der sender publikum ud med varmere kinder og dybere smilehuller end da de gik ind. One Eyed Mule disker ikke op med noget revolutionerende – men det er heller ikke nødvendigt, når man gør det så solidt, som de gør. |
