Jakob Østergaard Nielsen, foto: Frederik Arhøj |
Det var ikke nogen gunstig situation, som arrangørerne af årets SPOT-festival havde sat danske On Trial i. Alt imens den psykedeliske rock ’n roll-kvintet entrede scenen på Train i et gedigent vintage setup med to guitarer, vokal, bas og trommer, sendte Jon Dahl Tomasson nationen tilbage i arvefjendeopgøret imod Sverige. Det bar opbuddet indledningsvis også præg af, men løbende blev det bedre og til allersidst kunne der forefindes 40-50 mennesker i Trains højloftede koncertsal. On Trial gjorde hvert fald, hvad de kunne med en basal omgang rock ’n roll, tunge riffs og egentlig bare udover stepperne efter at være blevet introduceret af konferencieren som havende tyve års erfaring i ”tonser-riffs og stoner-grooves”. Hvad der lå i det var oprigtigt åbent for fortolkning, men (måske) sigende udgav bandet debutalbummet ”S.K.U.N.K.!” tilbage i 1995.
Aftenen indledtes med en lang, massiv åbning og derefter en tung riff-figur og afsluttende en guitar-solo, og herefter stod det klart, hvor skabet denne aften skulle stå. Efterfølgende vekslede On Trial imellem mere opbyggelige, sarte og melankolske numre og et mere up-tempo materiale, som kvintetten bl.a. indledte med. Det var for så vidt også helt i orden, og nedenfor scenen kunne man som aftenen skred frem se tre voldsomt inkarnerede og psykedeliske fans, der svingede det mærkværdigste af træben. Det lagde den nærmest forudsigelige enkelthed i materialet også op til, men det lagde samtidig heller ikke op til mere end det, og det forblev aftenen og On Trials altoverskyggende problem. Tætheden i sammenspillet fejlede bestemt ikke noget, men der manglede nuancer, musikalsk refleksion og generelle krummelurer i materialet. Afslutningsvis vidste ingen på scenen, hvor lang tid der var tilbage, og da lysmanden med vilde, insisterende lys og band sammen forsøgte at ramme klimaks for tredje gang (ud af tre numre) på det afsluttende nummer, virkede situationen noget karikeret og enfoldig.
Det skal afsluttende anføres, at nærværende anmelder ikke er bekendt med On Trial udover den halve time på Train, men det kan med fremmede øjne godt undre, at et band der efterhånden har været sammen så længe ikke formår at demonstrere andet end det helt oplagte og indledningsvist forudsigelige. Det gør musikalsk set ikke On Trial til et ringe band, da sammenspillet vitterligt var tæt, men på den danske scene er der hvert fald lige nu mere fokuserede og sensible fortolkere af den psykedeliske rock ’n roll (The Blue Van bl.a.). Anmelderen og de tre danseglade og inkarnerede fans nede foran kunne sikkert blev enige om, at det musikalske håndværk ikke fejlede noget, men derefter måtte enigheden også høre op, men det var grundlæggende forudsigeligt og vel egentlig helt på linje med On Trials optræden denne aften. |
