Christian Erin-Madsen, Jan Chrillesen | 

”It’s such a difficult life, life, life, life.” Med the "Shock of the Real" knaldede Oh No Ono trægulvet i bevægelse, så folk begyndte at svinge træbenet. Stilsikkert og stopfyldt med selvtillid satte Ålborgmaskinen tryk under kedlerne og lod lysshowet akkompagnere en regn af slagere fra albummet "Yes". Deres hidtil eneste album, men det må ikke blive det sidste. Ikke med den hitsikkerhed og det tighte sceneshow krøltopdrengene kan levere. Og som de leverede igen. Med kun 22-25 år på bagen per bandmedlem er det svært at se, hvor svært livet, livet, livet, livet egentlig kan være for de fem stjernefrø?

Menuen bød på blink og farveskift efter regnbuens smag og stropbukser med grønne seler. Discoskæret nærmest omsluttede en superdansabel partyvibe, og det er præcis, hvad drengene evner så blændende: Folk kan ikke stå stille, når numre som "Keeping Warm in a Cold Country" eller "Practical Money Skills for Life" brager af sted. Samtidig blev der også kælet for liveoplevelsen med en trommeslager på højoktan. Ekvilibristisk eksemplificerede Kristoffer Rom at han også mestrer en rundgang på trommeskind. Imens så bassisten Nis sit snit til at bunde en bajer til publikums store tilfredsstillelse, og passende kunne Malthe samtidig nå at få ild i en smøg inden trommesoloen afleverede anslaget til at køre direkte i gang med næste nummer. Og så knaldede de derudaf igen. Ørehængere som "Victim of the Modern Age" og "Ba Ba BaBa Ba Ba Well Anyway" blev banket af sted og satte publikums hænder i svingninger.

I dette rush blev der også givet plads til nummeret "Tomorrow Never Knows fra singlen Keeping Warm in Cold Country", der blev udgivet nogle måneder før debutalbummet. Desuden blev Bob Dylan-remixet "Subterranean Homesick Blues" atter strøet ud over et publikum, der lod sig hive med og nød at blive omfavnet af et band, der er umuligt at sammenligne med nogen anden gruppe uden at ty til analogier eller hybridanalyser. Og det er en stor ros. Unikt placerer de sig i et univers, der smager af 80’er-vibes, men også smider rockedeliske funkelementer af sted fra hoften. Og de akkompagnerende syv-årige drengestemmer fra fortrinsvis Malthe og Aske følges ad i parløb så selv Mew-forsanger Jonas Bjerre ville føle sig hjemme som backingkor.

Når sjette stjerne ikke ryger med på vognen, skyldes det den knivskarpe professionalisme, der gennemsyrer bandet: De er blevet rigtigt dygtige liveperformere, men skal sørge for at kræse for den unikke liveoplevelse i nuet. Midt i armenes dans mærker man det kliniske arbejde og en rød alarmknap, der blinker ”gentagelse fra sidste liveoptræden”. Andre bands falder også i denne faldgrube, javist, men disse drenge har mere end nogen andre brug for at søge deres egen stil og også live markere sig under det ry, de er ved at bygge op som de alternative hitmagere. Med tryk på alternative. Oh Yes Oyes.