Søren Jakobsen, foto: Rasmus Bæk |
Der kan vel være mange indfaldsvinkler til en spoken word-koncert. En af dem kunne være den, at en aldeles habil forfatter som Mads Eslund, med basis i materiale fra sin debut-digtsamling "Stærkt Røde Sokker Til Slidte Blå Jeans", driver sit talent ud på tynd is, når han i ren Søren Ulrik Thomsen-stil koordinerer fremførelsen af sine værker i samarbejde med to musikere. En anden kunne være, at slige samarbejder ret ofte falder aldeles katastrofalt ud, så man bør være forberedt på lidt af hvert.
Ikke desto mindre fungerede Mads Eslund og hans to musikalske partnere, Anders Birk og Martin Sommer, ret godt på en scene, trods eventuelle forbehold. Musikerens rolle er pr. definition ikke at stjæle fokus fra den talende, og på den led var det forbilledligt bygget op. En vigtig del af optrædenen er den, at musikken var ren improvisation, hvilket som regel uundgåeligt vil medføre en vis disharmoni imellem den indstuderede oplæsning og den spontane lydside. Det diskvalificerer dog ikke nødvendigvis det endelige produkt, som netop Søren Ulrik Thomsen/Lars H.U.G-alliancen "City Slang" er det vel nok fornemste bevis på herhjemme.
Det hele virkede dog lidt for tilfældigt i sin udvikling. Måske er det pointen, måske ikke. For en relativt forudsætningsløs lytter var der dog meget, der virkede FOR slattent.
Eslund benytter sig af et mildt sagt bramfrit sprog i sin lyrik, hvilket dog stod lidt i uoverensstemmelse med forfatterens stemmeføring, der ikke rigtigt formåede at opbygge det spændingsfelt, der nok var efterstræbt. For megen monotoni, og derfor ikke tilstrækkelig slagkraft.
På samme måde har både Birk og Sommer et prangende musikalsk CV, der ikke efterlader tvivl om deres evner. Dynamikken svingede bare vældigt under hele Nye Rørs optræden, og ofte virkede musikernes håndværk ude af sync med det tekstmæssige indhold, selvom der var flere interessante passager under vejs.
Indrømmet, det kan være svært at bakke passager som f.eks. ”Djævelen gør pikken stor” op på en måde, der svarer til vægten i lige præcis den sprogblomst. Og der er heller ingen, der har sagt, at man behøver lyde som Henry Rollins for at lave en slagkraftig spoken word-optræden.
Man kan vel opfordre til, at improvisationen bygges op efter nogle mønstre, som musikerne agerer efter. Eslund har en glimrende fornemmelse for at skabe suspense i sin lyrik, men både betoningerne og det musikalske akkompagnement virkede for ofte tilfældigt placerede, hvilket gjorde, at man om regel savnede en mere veldefineret struktur i Nye Rørs optræden. |
