Mads Gammelgaard, foto: Jacob Dinesen |
|
|
Der var et pænt fremmøde af publikum i Ridehus A, da det 6 mand høje norske garagerock-ensemble My Midnight Creeps indtog scenen klædt, næsten udelukkende, i sort og en dyster attitude, der matchede. Forventningerne hos undertegnede var på forhånd store til sammensmeltningen mellem Robert Burås og Alex-Kloster Jensen, der spiller guitar i henholdsvis Madrugada og Ricochets. Med det seneste hårdtslående album ”Histamin” i ryggen og bagagen fuld af anmelderroser har MMC for alvor slået sig fast som et rock-monster i den tunge ende.
Stilen var da også lagt fra første beskidte akkord-anslag i åbneren ”Speaking in Tounges”, der satte rock-bæstet i bevægelse. MMC startede i det små og byggede langsomt, men sikkert en mur af faretruende klangflader op omkring det fremmødte publikum, men det var først halvvejs inde i sættet, at der for alvor kom gang under kedlerne med den nærmest messende ”Shakin’ off My Demons”.
Derefter udviklede koncerten sig eksplosivt og gav frit råderum til saxofonist Dag Stibergs knusende angreb på øregangene. De tangerede til tider det psykedeliske og ledte tankerne hen mod The Mars Voltas desperado sax-terrorist Adrian Terrazas Gonzáles. Effekten af konstellationen med en trommeslager og en perkussionist gav en formidabel bund til Burås og Jensens krasbørstige blues-guitarer, selvom hele herligheden til tider blev en anelse rodet og utight. Det gjorde i virkeligheden ikke det helt store, da det bidrog til MMC’s snavsede udtryk, der blev holdt mesterligt sammen af den skæggede bas-kæmpe Raymond Jensen.
MMC kom dog desværre alt for sent i gang, og netop som trommestikkerne blev slået til plukfisk og sveden begyndte at drive fra de norske rock-mestre, var de 30 minutter gået. Det kan derfor ærgre, at MMC ikke kom ud af starthullerne noget hurtigere og op i det gear, hvor deres mørke og desperate lyd for alvor hører hjemme. |