Pelle Sonne Lohmann, foto: www.ryming.dk | 

Duoen Murder, der til daglig består af sanger Jacob Bellens og guitarist (og sanger) Anders Mathiasen, er denne lørdag eftermiddag udvidet til en svimlende kvintet, hvor udtrykket tilføres snurrigt cellospil, en gyngende kontrabas og et udflydende, elektrisk guitarspil af den mest klangfulde slags.

Og lad det bare være sagt med det samme – det er himmelråbende smukt og pokkers overbevisende. Albummenes skønhed folder sig ud og står i livesammenhænge som denne i vidunderligt og blotlagt lys lue, og det er ikke bare hule klichéer, når det konstateres, at Murder fuldt ud mestrer sammensmeltningen af kølig melankoli og nærværende varme.

Nåh ja, så er der selvfølgelig Bellens’ uforlignelige, knastørre og herligt nøgterne vokal, der minutiøst klæder musikken og lyrikkens sammenlagt roligt eftertænksomme, oprigtigt funderende og længselsfuldt vemodige format. Vi kender stemmen fra I Got You On Tape, men det gør ikke spor, eftersom vokalens mildt insisterende dybde er et storslået kapitel for sig og selvsagt er bæredygtig i flere forbindelser.

Ikke overraskende er sætlisten mestendels sammensat af sager fra sidste års pragtfuldt indtagende ”Stockholm Syndrome”-plade, og højdepunkterne står i kø. Den heftigt flerstemmige Pixies-hyldest ”Pixies”, den flot rindende og klassisk opbyggede ”Bodies Collide” samt ikke mindst den uundgåelige, stærkt betagende ”When The Bees Are Sleeping” er samlet set et fortryllende trekløver, men er langt fra enestående størrelser i Murder-regi, hvor overlegent få musikstumper repræsenterer et mærkbart lavere niveau.

Okay, ”No Future” og ”Sounds Below The Sun” fortaber sig måske nok en smule i en art svævende stilstand, og man fornemmer en smule usikkerhed ved visse afslutninger, der udføres upassende brat, men det skal man ikke lægge så meget i. Fremragende.