Christian Schlelein, foto: Pia Ry |
Musik som narrativt forløb var højeste mode for en godt 100 års tid siden, hvor symfoniske digte og programmusik i det hele taget blev regnet som det ypperste indenfor kompositionskunsten. Den ’fortællende’ musik har siden haft trangere kår, og har især vist sig svært foreneligt med de stramme kompositionsnormer, der gælder for populære genrer som Rock og Pop. Alligevel lykkedes det på overbevisende facon for Henrik Munch (Sorten Muld) og Kim Munk (The Broken Beats) at skabe en fængende og fortløbende musikalsk fortælling, da de uropførte deres næsten timelange unavngivne projekt på Voxhall lørdag aften.
Henrik Munch har forlængst slået sine evner som førsteklasses lyd-smed fast, da han i sin tid styrede knapperne i bandet Sorten Muld. Også denne aften var det Munchs soundscapes, der på en gang holdt sammen på klangbilledet og skabte variationen. For sang og fortælling stod Kim Munk. Selv om mange af ordene forsvandt i den øvrige lyd, lykkedes det Munk at skabe rammen om et medrivende fortællende forløb. Musikken var en ligeså stor del af fortællingen som ordene, og publikum blev i løbet af koncerten taget med gennem de forskellige stadier af den krise, der i sidste ende er enhver fortællings omdrejningspunkt.
Munk og Munch havde allieret sig med et mindre udvalg af venner og familie, som heldigvis er ligeså begavede musikere som dem selv. Både trommeslageren og bassisten fortjener at blive fremhævet for deres indsats, ligesom Lise Munch blæste et overbevisende waldhorn. To sangerinder dannede koncertens visuelle midtpunkt, og de klarede både de opfindsomme korarrangementer og ikke altid lige lette solopartier med bravour.
Munk og Munchs projekt lever til fulde op til de forventninger, som nogle højere instanser må have haft, da de i sin tid blev tildelt kulturministrielle støttekroner til at lave deres projekt. På en SPOT festival, hvor alle orkestre gør hvad de kan for at skille sig ud, var manglen på visuelle effekter dog slående. At den ene sangerinde havde energi nok til at hoppe sig igennem det meste af koncerten, kompenserede dog i nogen grad for dette, at dømme på samtalen blandt de omkringstående mandlige koncertgængere.
Hvad der videre skal ske med projektet forlyder der endnu intet om. Man kan håbe, at flere får lejlighed til at høre den medrivende musikalske fortælling i løbet af sommeren, eller at den på et tidspunkt nedfældes i en fastere form. Munk og Munchs fantastiske fortælling fortjener at nå ud til et større publikum. |
