Rasmus Ardahl, foto: Thomas Mose |
Der er næppe tvivl om, at de gængse konventioner for hvordan man konstruerer populærmusik ind imellem har godt af at blive udfordret, og rusket i retning af nye strømninger. Man kan så stille spørgsmålstegn ved om Lyd + Litteratur Festivalen, der som noget nyt er en del af SPOT-programmet, overhovedet har noget at gøre på en festival for musik. Efter dagens koncert i Kunstbygningen, må svaret være nej.
Forfatter Morten Søndergaard og den elektroniske duo Jacob Schweppenhäuser og Emil Thomsen har arbejdet sammen i tre år, og udgiver i denne måned deres debutalbum, ”Hjertets abe sparker sig fri”. Koncerten bestod af to halvdele, den ene fire uddrag fra det kommende album smeltet sammen til ét, og den anden, et uddrag fra det bølge-inspirerede værk trioens sidste år opførte på Den Permanente – badeanstalten i Århus.
På trods af, at gruppen optrådte i 45 minutter, viste det sig hurtigt at universet var temmelig begrænset. Tre elementer var i spil. Langstrakte, nærmest uendelige klangflader, knitrende improviserede beats, og så Søndergaards spoken word, der dukkede op i små portioner med fem minutters mellemrum. De elementer, der kendetegner musik; hooks, gentagelser, form og episodemarkører var tilsidesat til fordel for et vakuum af lyd og poesi, med tiden som et relativt parameter.
Denne uhjælpsomme tilgang fra kunstnerne, gjorde det svært at være publikum, men det var formentlig også meningen. Alligevel var det vanskeligt ikke at overveje, om man måske havde overset den gratis uddeling af svampe ved indgangen. For uden et eller andet bevidsthedsudvidende stof, syntes det altså vanskeligt at finde hoved eller hale i den lydlige relativisme. Her var det så, man kunne håbe på, at den poetiske del af showet kunne være meningsgiver og holdepunkt, men udover, at det var vanskeligt at høre Søndergaards recitationer, virkede digtene lige så flygtigt sammensat som lyden – og det var formentlig også meningen. Og så stod tiden ellers stille i 20 minutter.
Anden halvdel af, ikke koncerten, men forestillingen, blev indledt med en kort introduktion til værket, der viste sig at omhandle alle former for bølger, samt instrukser om at lukke øjnene og slappe af undervejs. Stadig ingen svampe. Det hjalp dog en smule på meningsdannelsen, men ændrede ikke på det klingende resultat, der i små perioder afslørede enkle, især rytmiske strukturer, men for det meste var den klingende pendant til en finsk saunafilm.
Schweppenhäuser/Thomsens programmeringer og beats er ellers friske og interessante, men de savner i den grad en krog at hænge på, hvis man som lytter ikke skal opfatte den stemningsbetonede musik som filmmusik uden film. Og indtil den får det, vil jeg til enhver tid hellere høre Spot fokusere på avantgardistisk musik, end noget, der nærmest må betegnes, antimusik. |
