Filip Granlie, foto: www.ryming.dk | 

At dømme efter publikums tilstedeværelse i Ridehuset klokken otte fredag aften er moi Caprice et af Spot Festivals hovednavne. Fremmødet var i hvert fald betragteligt, og forventningerne var derefter.

Da bandets fodfolk gik på scenen, lod forsanger Michael Møller vente på sig i et par takter. Han har en naturlig central plads i bandet, som ellers optræder som et helt band, hvor ingen skiller sig nævneværdigt ud.

moi Caprices Suede-inspirerede musik er god og gennemført. Vellyd synes at spille en væsentlig rolle for udtrykket, og det lykkes godt. Instrumenterne er definerede i lydbilledet, og de klinger fint sammen. Koncerten var i det hele taget vellydende og velspillet.

Elguitaren er markant og udmærker sig især ved en rig og opfindsom brug af vibratoarmen. Den er et interessant bekendtskab, og den giver sangene flow og får det hele til at rulle rundt.

Sangene lyder temmelig ens. De afveksler lidt i vokalen: I den ene sang er Michael Møller fortolker af Morrisseys krukker, og i den næste er han falsetcrooner. Der er gode sange hist og her. De ender gerne i en outro med et klavertema, og slutter i lidt for mange tilfælde af i en kort ritardando.

Konferencieren kunne inden koncerten fortælle, at moi Caprice har ti år bag sig, og de lagde selv dertil, at det er deres femte optræden på Spot. Denne femte var en opvisning i det hjemmevante. Med fem koncerter på Spot Festival kan man ønske sig af et band, at de gør noget ekstra eller nyt, men med benene på sofabordet spillede moi Caprice sikkert og gav en koncert uden sats og bluff og derfor også uden ordentlig gevinst.

Således gled koncerten forbi og efterlod efter fyrre minutter en streg i moi Caprices tid, i Spot Festivals tid og i publikums tid. Med den afsluttende ritardando landede moi Caprice blødt uden den ønskede turbulens.