Peter Bøggild, foto: Tilde Juul | 

Katastrofen indtraf atter i Århus, denne gang på allerfineste vis, da Marie Højlund og hendes five-strong ensemble, Marybell Katastrophy, spillede for anden gang på Spot-festivalen. Studenterhuset lagde scene til en intim og veloplagt koncert, der emmede nærvær og gemen glæde over at spille musik, samt en del ubekymret forvirring. Marybell var i modsætning til åbningskoncerten torsdag i Store Sal i den vante kampopstilling med tre kvinder i front på guitar, bas-keyboard, bas og vokal i front, mens to lidt tilbageholdende herrer tog sig af beat-analogik og trommemekanik bagved. Det blev til en pudsig og kompleks gryderet af skæve taktarter og stavblendet energi, som Marie Højlund har med sig fra Tiger Tunes, krydret med flere sprøde samples, dunkende beats og killinge-kællingekor. Det sprang ubesværet ud af højttalerne og ind i ørerne: high five til lydmanden.

Det var også tydeligt, at lydmanden synes særligt godt om Marie Højlunds vokal, som blev koncertens uomgængelige omdrejningspunkt. Højlunds stemme er mere interessant end mange af de singer-songwriter-referencer, selve sangene læner sig op af, og mindre fladtrykt end kvindevokaler tit er i amerikansk alternativ og indie, og mere energisk-elastisk i lighed med Signe Højrups (Speaker Bite Me) og en vis ildsprudende hystade fra Island. I for eksempel den honky-tonkede "Hip" lå Björk lige på tungen. Ikke at det gør noget! … det står bare lysende klart, at Björks sensitive/ekspressive jeg-er-på-tværs-stil har betydet omtrent det samme for kvindevokaler i rockmusik, som Elvis’ har for den måde, herrer synger rock på.

Selvom jeg aldrig rigtigt har fået hørt Marybell Katastrophy før, synes jeg allerede, jeg kender numrene. Min favorit er ubetinget "Lost Ship" med gustne 8-bit downbitchede beats og fræk, fræk brug af vokalsamples, eller vent, måske "Slabiak" som indledtes med linjen “I still don’t know my way to love” og garage-guitar. Kontrasten mellem den lidt småkedelige Lisa Vegas-vokal og et knivskarpt omkvæd var også med til at gøre "Whiteboard" til en stærk åbner – ligesom ved skiløb er det er godt at starte med et højdepunkt, ikke mindst når der kommer flere bagefter.

De Fem spredte karismatisk katastrofe-kemi og mild lykkefølelse hos de fremmødte, og især Marie Højlund virkede opslugt af at levere de fine (ind imellem fremragende) sange så godt som overhovedet muligt. Hvor fusionen af elektroniske beats med kød-og-blod-trommer udgjorde en levende og solid bund, var bandets scene-presence domineret af Højlund og hendes to side-kicks Maria Tiim (bas/bassynth/kor) og Julie Runa Jakobsen (guitar/kor). Projektørlys i øjnene, kæmpesmil og dybe vejrtrækninger (”pheewwww”) efter hvert nummer, som om at bandet lige havde gjort noget meget uartigt eller farligt. Mystiske udmeldinger mellem numrene satte et sødt og forfjamsket præg på koncerten: ”Bliver det godt vejr i morgen?”, spurgte bassist Maria Tiim umotiveret, mens Marie Højlund pludselig efter et nummer forskrækket udbrød ”Hov, der mistede jeg overblikket”.

Det lykkes mig ikke at få fat i en sætliste, og jeg tvivler på, at der var en. Mens musikken spillede, var der til gengæld ikke megen slinger i valsen. Bandet blander ubesværet elektronisk musik med rocktoner uden benspænd og spiller ud af alle tangenter på en måde, der kun kan betyde én ting: at vi kommer til at høre meget mere til Katastrophe-kvintetten fremover… heldigvis.