Morten Engsig Christensen, foto: Andreas Bro |
Det er aldrig nemt at åbne en festival. Om det er Hobro Amatørfestival eller Glastonbury er ligegyldigt, der ligger altid et forventningspres på åbningsbandet. Det er, som om netop dette band har hele festivalens niveau liggende på deres skuldre, de skal vise, hvad arrangørerne, pressen og ikke mindst publikum, hvad de næste dages Spot vil bringe dem af musikalsk kvalitet.
Det lokale Marybell Katastrophy åbnede med overbevisning torsdag aften Spot 2007, og er dette, hvad vi kan forvente af de næste par Spot-dage, bliver det en musikalsk oplevelse af de store. Marybell Katastrophy undersøger den minimalistiske, elektroniske støjrocks græsgange, hvilket har givet dem adgang til de lidt mindre scener. I aftes skulle de prøve kræfter med Musikhusets store scene og dertilhørende sal. Rummet kan tage pusten fra selv rutinerede bands, men Marybell Katastrophy benyttede chancen til fulde. Lydbilledet virkede stort, uden dog at virke kvalmende og specielt den live-spillede synthbas fik flere gange sat skub i sangene.
Marybell Katastrophy brugte også åbningen til at lege med et teatralsk univers. Pigerne i front var klædt i lilla skræddersyede kjoler. På hofterne sad ekstra sul, i form af et par puder, og mon ikke dette var Marybells Katastrophys eget lille korstog mod en branche, der ofte tænker på smalle hofter og stor barm?
Marabell Katastrophy var bedst, når de flirtede med storladen støj, og det var imponerende at se, hvordan de havde forvandlet den minimalistiske elektroniske støj til rock med grandiose tendenser – det er ikke hver dag, det lykkes. Der, hvor Marybell Katastrophy hang, var netop, og overraskende nok, når bandet bevægede sig ind i et for dem ellers velkendt og lavmælt univers. Her var der tydelige aner af Björk – specielt Björks vokalarrangementer. Marybell Katastrophy slap her taget i deres egen ende, hvilket skæmmede den ellers supergode performance.
Marybell Katastrophy spiller på Spot igen d. 1. juni kl. 22.30. Det foregår i Studenterhuset, og det bliver med den almindelige udgave af bandet, det vil sige uden kor. |