Ole Rosenstand Svidt, foto: Kristine Anker | 

Finske Magenta Skycode have fået æren af at lukke Spot 2007’s første dag (sammen med Hatesphere, der spillede andetsteds samtidig) med en koncert klokken 01, og det sene tidspunkt skulle hurtigt vise sig yderst passende. Kvintettens blanding af mørk guitarrock og brede, analoge synthflader, hentet direkte fra 80’erne, emmer nemlig af sene nattetimer, dæmpede lys og en tilstand mellem drøm og vågenhed.

Indledningen til koncerten var dog vaklende med et kvarters forsinkelse og en meget højrøstet, finsksproget lydprøve foran en fuld sal, tilmed med en konstant, irriterende brummetone fra højttalerne. Men da kvintetten omsider fik rettet ind musikalsk, og lyset blev tonet ned, blev vi hurtigt sendt langt ud i de fjerne galakser og langt ind i sindets mørkeste afkroge. Magenta Skycodes musik er nemlig uhyre stemningsfuld, og den meget spartanske, dybblå og -røde belysning i en ellers helt mørk sal fungerede som en velfungerende løfteraket til at sende tankerne på langfart.

Magenta Skycodes blanding af guitarrock og analoge synths, til tider tilsat elektroniske trommer, synes tydeligt inspireret af tidens helt store indie-darlings, go´e gamle Joy Division, men forsanger Jori Sjöroos’ vokal er dog noget lysere og mindre insisterende end salig Ian Curtis’, og den forlener musikken med et mere luftigt, drømmende udtryk, som hos undertegnede ledte tankerne hen på The Cure og Mercury Rev. Især i de mere afdæmpede numre, som dog var i undertal i forhold til de mere fremadrettede og tempofyldte.

Ligefrem supermelodiske er Magenta Skycodes sange ikke, men de emmer som sagt af nat, og undertegnede, der som det øvrige publikum overværede koncerten siddende, vil ikke afvise, at jeg lige kom til at blunde kortvarigt et par gange undervejs – det var jo sent. Ikke ligefrem den optimale situation for en anmelder, men med Magenta Skycodes drømmende univers taget i betragtning fungerede det faktisk rigtigt godt sådan at falde ind og ud af bevidstheden et par gange i løbet af koncerten. Da lyset blev tændt igen, var det et antiklimaks af dimensioner.