Kasper R. Schultz, foto: Kristine Anker | 

Love Is All kom ikke godt fra start. Faktisk startede det allerede i Malmö, hvor bandet åbenbart havde valgt at afsætte kortere tid til køretiden end nødvendigt. Dette resulterede i en småsjusket turbolydprøve, hvor der ikke var tid til at finjustere på hverken grundlyd eller lydniveauer. Med et dårligt afsæt er det jo svært at slå verdensrekorden i længdespring, men med bandets sikre præstation sprang de direkte ind på eliteniveau.
Hvad der startede som en fortyndet udgave af den lyd, man finder på det fremragende debutalbum ”Nine Times That Same Song”, skulle senere vinde det tabte terræn.

De fire medlemmer havde en sympatisk og overraskende rolig fremtoning på scenen. De svære ydre forhold kunne ikke vælte det tunge læs. De tog det med et smil og brugte al energien på at spille musik. I starten af koncerten kunne man godt fornemme konturerne af et overskudsagtigt sammenspil, men det kom ikke helt ud over scenekanten. Det skal Love Is All ikke belastes af. Det var en kort eftermiddagslur; en powernap, som bandet vågnede op til dåd fra.

Særligt beundringsværdigt var musikernes evne til at lave plads i de musikalske parforhold. Der var en klar rollefordeling. Faktisk blev den lidt gennemsigtige lyd i starten paradoksalt nok en chance til at se, hvor minimalt de gæve udebanesvenskere egentlig spiller. Man kunne høre pauserne, luften i musikken, og se hvor meget rum de skaber i lydbilledet. De er et hold meget lyttende musikere, og deri ligger den styrke, der hæver dem over mange andre bands inden for samme genre. For nok spiller de en indietrendy blanding af disko, tweepop og punk, men det er musikken, som er det primære formål på scenen.

Man kunne godt lave en hurtig kontra på, at de valgte at spille et covernummer til en showcase. Branchefolkene vil sikkert altid gerne overbevises om, at der er rigeligt med stærkt materiale til at fylde alle de 45 minutter ud. Men når Love Is All vælger at hylde The Pastels med en nyfortolkning af ”Nothing To Be Done”, viser det nu egentlig nok bare, at bandet har en større kærlighed til musik end til branchen, der omgiver den.

L´amour c´est tout!