Filip Granlie, foto: Frederik Arhøj | 

Lily Electric er et poprockband. Deres vokalmelodier fænger, og beatet sætter effektivt fut i fodens trampen. Men hvis man hører lidt efter, afslører sangenes stramme kompleksitet sig. Melodierne er både spændende og originale, og rytmesektionen glimrer ved opfindsomme temposkift. Lily Electric er et artrockband.

Således appellerer Lily Electric både til den glade P3-lytter og den kræsne nørd. De lyder sine steder som så vidt forskellige bands som Beatles og Blur, indimellem som Graham Coxon solo og andre steder som Talking Heads og Gang of Four.

Inspirationskilderne fungerer egentlig kun som bøjer i havet, der definerer sejlrenden til De Britiske Øer, for Lily Electric har et personligt og klart defineret udtryk. Den rytmiske opfindsomhed, det opnåede ønske om stor variation og ikke mindst de strengt ornamenterede og meget overbevisende leverede melodier er unægtelig et ambitiøst udgangspunkt, men det falder klokkeklart ud til Lily Electrics fordel.

De forskellige elementer glimrer for sig selv og med hinanden. Guitararbejdet er imponerende. Figurerne skifter ustandselig, både som akkorder og som temaer. Der kippes ubesværet imellem snappe riffs og ekstremt poppede melodistumper. Tilmed står guitarerne klart i lydbilledet uden mere distortion og flere effekter end det akkurat nødvendige.

I det hele taget er der ikke meget grums i Lily Electrics artrock. Deres musik fungerer virkeligt overbevisende i en sublimering af den uspolerede lyd, og deres vellykkede strenghed tillader dem ikke at give sig hen til et af modens mest fortærskede virkemidler, støj. Det bliver ikke pænt og kedeligt af den grund. Lily Electrics tænder viser sig ved overbevisende sammenspil, gode sange og et stramt bid.

Lily Electric er et meget stilrent og vist også bevidst band. Og det kan da også være deres svaghed, hvis de har sådan en. Det er lige før, at de er for gode, og man kan ønske sig, at de lader sig trimle omkuld nu og da, men det skal ikke ligge dem til last her, at de ikke gør det.