Rasmus Elm Rasmussen, foto: Toke Hage | 

Den lille Gran-sal var proppet til det absolut yderste, og atmosfæren var tæt og lummer, da Kim and the Cinders indtog scenen lørdag aften. Frontmand Kim ”Kix” Jeppesens første udmelding, da han tog sin akustiske guitar og satte sig i stolen var, ”jeg er bare kommet her for at slappe af”, og denne indstilling satte på godt og ondt dagsordenen for dagens koncert.

Kim and the Cinders er i forhold til det efterhånden rimeligt veletablerede og hårdt turnerende PowerSolo mere tænkt som et afslappet hyggeprojekt, hvor Kim ”Kix” kan for afløb for nogle andre sider af talentet. Stilen er således en anelse mere afdæmpet end den, man sædvanligvis kender fra hans side, men ikke desto mindre stadigvæk solidt rodfæstet i den ærkeamerikanske muld, hvor blues, country, folk og roots-musikken vokser. ”Kix” var på scenen ledsaget af lillebror Bo (Atomic Child) Jeppesen på trommer og Horatio Lindéz på henholdsvis elguitar, Microkorg keyboard, andalusisk rytmestav, banjo og kor.

Koncerten startede lovende med et roligt dvælende nummer, hvor cirklende figurer på den akustiske guitar skabte en stor og åben stemning, så man nærmest kunne smage præriestøvet i munden. Herefter gled repertoiret imidlertid mere og mere over i en traditionel sangskriver-orienteret retning, der, afslappet og charmerende som den veloplagte trio end leverede det, ikke bød på mange mindeværdige passager. Da koncerten var ved at nå sin afslutning, og bandet var klar til at levere det sidste nummer, udbrød Lindéz ”nu bliver det rigtigt fedt”, hvorefter de med åbenlys fryd sluttede af med det rockede ”My Lover”, der endte i en lang og støjende guitarsolo. Nummeret var klart aftenens bedste og efterladte en vis undren over nødvendigheden i den afdæmpede del af repertoiret, hvis det trioen alligevel synes er fedest og det, den helt klart gør bedst, er at fyre den af på rigtig god gammeldags manér.