Maria Therese Seefelt Stæhr, foto: Tilde Juul |
|
|
Med lysshow, lydkollager og tonsvis af energi drønede Johnson og hans crew på hjemmebanescenen på Officerspladsen, som aftenens sidste navn. Med de første ord: ”Velkommen til Århus” var stilen lagt, og I løbet af ingen tid havde han og hans back-up, Rune B, drejet publikum om deres pimpede lillefinger, så intet var overladt til fantasien – det er street. Der blev rappet, bouncet og pimpet for alle pengene, med numre fra Johnsons debutalbum ”Det passer” fra 2006. Lydbilledet var lækkert og R&B-inspireret, med massiv bund, et velvoksent trommesæt, masser af synth, keys, samples og ikke mindst lækre af vocoder-passager.
Desværre gav lyden i teltet ikke Johnson den fortjente respekt, og hans ellers så lækre flows og jyske accent druknede i et lidt mudret lydbillede. Det mindskede dog ikke publikums begejstring i løbet af koncerten. Da de nåede til Johnsons nok bedst kendte track ”Kig Forbi” og kor-silden og co-writer Hannah Schneider dukkede frem på scenen blev der jublet højlydt. Nummeret ”Fra Mit Kvarter” vakte kort efter en ny bølge af jubel og som afslutning blev der smidt bunker af hænder op, på opfordring af de energiske rappere.
45 minutter gik med lynets hast, 13 tracks blev spillet, der blev skålet og jublet og derefter var alle klar til at gå ud i natten med et skud nasty pimp fra Johnson – lækkert! |