Rasmus Ardahl | 

Foto: Jacob Dinesen

At koncerten med Jens Unmack og hans ferme band, med det smukke navn Slagterne, var henlagt til Musikhusets store sal, viste sig fra starten at være en misser, som frontmand Unmack hurtigt satte sig for at rette op på. ”Man sidder ikke ned til en rockkoncert” var ordren, og med ét stod det meste af salen op. At uddele sådanne befalinger efter et enkelt nummer kræver selvtillid, og det var tydeligt, at det er noget det tidligere Love Shop-medlem, efter to ualmindelige succesfulde soloudgivelser, heldigvis besidder.

Aftenens sætliste var rodfæstet i Unmacks seneste ”Aftenland Express”, der udkom i marts og dannede baggrund for hele 7 ud af 11 numre i løbet af showet. Fra start var der fart på med de fængende ”Satans Yngel” og ”Jeg har mistet mere” fra pågældende album, inden den gamle Love Shop-klassiker ”Hollywood” fik publikum til at rykke endnu tættere sammen blandt de blåklædte sæder. Unmacks superkompetente band var som altid velspillende, og som vanligt stjal guitarist Rune Keldsen sin del af opmærksomheden med både bundsolidt og kreativt spil.

Alligevel formede koncerten sig som lidt af en kamp for at få publikum i højere gear. En kombination af træthed, geografisk placering af koncerten, og så det faktum, at Unmacks nye numre altså ikke er lutter festsange gjorde, at publikum nok stod op, men hvorfor egentlig? For med Unmacks eftertænksomme tekster og dvælende melankolske tonesprog, fremført af et elitehold af musikere, kunne en sid-ned-koncert faktisk lyde ganske tillokkende.

Men Unmack var indspillet på, at det skulle være en rockkoncert, og sådan blev det så, med de betingelser der nu var tilstede. Efter en mindre bakkedale midtvejs kvikkede publikum igen op til toner fra ”Happy Ending” og singlen fra det nye album, ”Coke Lovebirds”. Og efter en gang kærlige klapsalver, dukkede Slagtermesteren og de andre drenge endda op til et ekstranummer, inden løjerne var forbi og et træt festivalpublikum kunne hvile benene.