Mads Gammelgaard, foto: Rasmus Bæk | 

I den seneste tid har der været en berettiget fornyet interesse for den danske folk-scene, hvilket ikke blevet formindsket af de anmelder-roser, der er blevet sendt i Instinkts retning. Senest modtog folk-ensemblet således DJBFA’s hæderspris samt en award for Årets Danske Folk Album ved DMA efter udgivelsen af den stemningsmættede skive ”Grum”.

Nu var turen så kommet til at lægge SPOTs Gran Store scene for deres fødder, og det stod klart fra trommeslager og perkussionist Vivi De Baps første anskrig, at Instinkt ville mere end bare at blive betragtet af publikum. Missionen var at drage samtlige fremmødte i den mørke sal ind i Instinkts voldsomme univers og holde dem fanget i et jerngreb.

Tonen blev lagt an med den fremadstormende og insisterende åbner ”Yummi Yah”, men det var først da Martin Seeberg (tidligere Sorten Muld), efter et par numre og en kort præsentation som ”drejelirens Jimi Hendrix”, greb det middelalderlige instrument, og Instinkt viste sin sande styrke.

Der blev præsteret virtuost spil over hele linien, men især Seebergs drejelire skinnede igennem med skiftevis ildevarslende tung drone og mure af skrigende hvid støj. Samtlige elementer i Instinkt komplimenterede hinanden i tindrende smukke og hypnotiske passager, der tangerede det psykedeliske og kulminerede i et tordnende klimaks.

Kompromisløsheden blev yderligere understreget, da Instinkt med næsten aggressive anslag på violinerne bød publikum op til dans. Opfordringen blev da også fulgt og gulvet foran scenen blev indtaget. Kombineret med den subtropiske hede i Gran Store fik man fornemmelsen af at være fanget i en middelalderlig heksekedel. Afslutningen på hele den dragende seance blev markeret, da violinist og sanger Søren Korshøj indledte sidste nummer ”Vilde Hvide” med messende ordspil bygget på et børnerim.

Hele forestillingen formåede på trods af den begrænsede tidsramme at komme vidt omkring Instinkts uortodokse lyd-univers og begrundede så afgjort den positive omtale.