Anne-Sofie Oppenlænder | 

Foto: Anders Stensgaard

Corr bevæger sig i grænselandet mellem reggae, soul, funk, rock og pop, og formår generelt med sin vokal at samle disse genre til en stil der passer hende. Det skal dog nævnes at de reggae og funk-inspirerede numre umiddelbart fungerede bedst på aftenen og generelt fik bedst fat i publikum.

På funk-siden er sangerinden ikke bange for at stille sig på skuldrene af ’de store mestrer’, hvilket blandt andet resulterede i en alternativ version af ”Sex Machine” og dermed en hyldest til James Brown. På de mere pop-rockede sange ledte Corrs vokal tankerne hen på en anden berømt dansk sangerinde, nemlig Sanne Salomonsen.

Ida Corrs forkærlighed for at mixe genre er desværre også hendes svaghed. Koncerten udviklede sig ret hurtigt til et lydinferno, som gjorde sidste halvdel af koncerten noget rodet. Corrs forsøg på at inkorporere rap er en udemærket ide, men i aftes var disse rap-indslag både var alt for lange og alt for kedelige.

Fra at starte ud med lækre reggae toner og tilbagelænet elegance endte koncerten således i et mix af rock, funk og rap, og da de to guitarister på det sidste nummer begyndte at spille riffet fra Metallicas ”Sad but True”, var det svært at se hvordan vi var kommet dertil.

Ærgeligt at en koncert med en så stærk sangerinde og ditto orkester, skulle ende sådan, når nu de lagde så fantastisk fra start.