Kasper R. Schultz, foto: Jan Chrillesen | 

Nu spørger jeg måske dumt? Hvilken relevans har det for solokarrieren, at Helgi Jonsson har spillet trækbasun for Sigur Rós? Bevares! Det kan være mægtigt spændende at kende til en kunstners baggrund, men kendskabet til en ret anonym rolle i et orkester, der stilmæssigt befinder sig i en helt anden genre, giver næppe en bedre indgang til denne islændings egen musik. Det lugter lidt af billig reklame, og det er egentlig unødvendigt. Helgi Jonsson kan sagtens stå på egne ben. Om det er kunstnerens egen kommentar til dette letkøbte mediestunt, når han entrer scenen med sin trækbasun, trutter en smule og råbesynger ”on, off, on, off, on, off…”, må stå hen i det uvisse.

Han er en talentfuld charmetrold. Han flirter med publikum i en uhøjtidelig tilgang til sine egne sange, som udføres næsten overlegent. Dette gælder især sangpræstationerne. Helgi Jonsson har absolut gehør, og dette resulterer i et ualmindeligt sikkert vokalarbejde, der dog ikke matches helt så imponerende af hans evner som guitarist. Det bliver til lidt vel mange fejl, men det betyder ikke så meget, når man har publikum i sin hule hånd og modet til at vise hele sit store stemmeregister. Det hæver sig over blær, når sangeren oven i købet går ud over sit register og afslører grænsen ved at ramme loftet og synge falsk med vilje.

Sangskrivningen er ikke prangende endnu, men hans evner som performer løfter det hele op i de højere luftlag. Han er en smooth operator med nok drenget charme til at smelte den mest skeptiske svigermors hjerte. Han er lun og optimistisk. Typen der får det bedste ud af alting. For eksempel fortalte Helgi Jonsson, at hans kære ven og bofælle i Østrig kom til at overskrive en sang på et Yamaha-keyboard, der ikke havde hukommelse til at huske mere end en ting ad gangen. Det var, ifølge Jonsson selv, en latterlig lille ubrugelig melodistump vennen havde indspillet, men da tingene kom lidt på afstand, besluttede han sig for at bruge den i en sang. Denne evne til at improvisere og samarbejde med tilfældigheder kom desuden til udtryk, da han tabte sit plekter og benyttede lejligheden til at synge a capella indtil han fik samlet stumpen op igen. Man fristes jo helt til at sammenligne plektret med melodistumpen. Helgi Jonsson er god til at reagere på tilfældigheder og bruger det i sin musik. Heri ligger en evne til at overraske, og derfor når man – trods de lidt ordinære sange – ikke at kede sig i hans selskab. Bravo!