Hatesphere afsluttede fredag aften med at vise, hvorfor folk kalder dem Danmarks bedste liveband
”Vi kan da ikke stoppe nu? Ikke uden at spille hittet – dét, der er kendt fra P3! Det her er en sang om at hamre bajere...” Sådan lød forsanger Jacob Bredahls vanligt selvironiske svar, da en ”meget sur mand” fra scenekanten sagde, at de ikke måtte spille mere. Og det er egentlig meget kendetegnende for den bølge af succes, Hatesphere rider på for tiden: De kan slippe af sted med det meste.
De lokale Århus drenge har den seneste tid fået et niveau af positiv presseomtale, som har været hidtil uhørt for heavybands i Danmark, hvilket også kom til syne da konferencieren præsenterede dem som Danmarks bedste liveband. Hvorvidt den påstand holder vand skal herfra forblive usagt, men det var da et ualmindeligt veloplagt band, der indtog scenen. De seneste års heftige tour aktivitet har tydeligvis givet stor rutine, men har åbenbart ikke slidt dem ned.
Fra første sang var der lagt an til dansk metal fra øverste skuffe, med fokus på den seneste plade ”Serpent Smiles and Killer Eyes”. Tempoet er blevet sat ned på det sidste, for at give plads til en mere groovy tilgang, med masser af variation, temposkift, og galoperende guitar-riff. Det tilføjer en dynamik til deres liveshows, som er få danske bands forundt. Og så skader det heller ikke, at Hatesphere i Anders Gyldenøhr har en trommeslager der allerede i de glade Grope-dage etablerede sig som den måske sejest swingende herre i Danmark.
Selvom det er skønt at se et band, hvor samtlige medlemmer i den grad viser overskud og deltager i løjerne, så er forsanger Bredahl efterhånden blevet et kapitel i sig selv. Han fungerer mellem de hæse skrig som en ivrig indpisker, med en entusiasme som en lille dreng, der netop har fundet verdens bedste lejeplads. Det oser langt væk af spilleglæde.
Blandt højdepunkterne, i den time gruppen fik lov at spille, var dødsmetal-nummeret ”Damned Below Judas”, hvor der blev growlet igennem, den rockede ”Drinking with the King of the Dead”, hvor alle i bandet demonstrerede hvordan man "headbanger med hele ryggen", og så føromtalte bajerhymne ”The Sickness Within”.
Hvis bandet fortsætter deres rivende udvikling, er der ingen grund til, at de ikke skulle kunne dominere den internationale metalscene, selv om de på dagen ikke kunne fastholde hele publikummet, hvoraf mange var kommet blot for at se, hvad hypen gik ud på. På en scene med deres eget publikum skal de nok få taget til at lette på de fleste bygninger. Af Roy Fogde
