Rasmus Ardahl, Foto: Thomas Kjær. | 

Med foreløbigt tre albummer på bagen kan 27-årige Franka næppe betegnes som et nyt navn. Men efter at have høstet stor succes i danske folk-kredse, bl.a. med to DMA-Folk-statuetter, er den ferme sangskriver klar til at præsentere på sin musik for et bredere publikum. Og det manglede da også bare. For sikke en optræden Franka leverede på den lille intime Gran-scene.

Allerede fra koncertens start stod det klart, at Franka og hendes band bestående af to guitarister, en kontrabassist samt en korsangerinde/percussionist, havde tænkt sig at sluse det konstant voksende publikum helt ind gruppens intimsfære - der hvor man glemmer alt om, hvad der sker på festivalens mange andre scener og hengiver sig til nuet. Store ord jovist, men jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst oplevede et så gennemført sikkert, men samtidig kærligt favnende udtryk på én og samme tid.

Franka debuterede tilbage i 2000, og har til dato udsendt tre albummer, rodfæstet i den amerikanske rootsmusik, men med prik og stik af nordisk charme. Slet ikke ulig vores norske ven, Thomas Dybdahl. De fleste af sættets numre stammede fra hendes seneste udgivelse, den afdæmpede ”Second Thoughts”, og det yderst kompetente band formåede virkelig at tilføre de enkle sange både underspillet dynamik og variation, så det var en fornøjelse. Især trådte Frankas faste makker, Perry Stenbäck frem, med subtilt, delikat spil.

Men aftenens stjerne var hele holdet, der viste at, hvor mange rockkoncerter ikke beskæftiger sig med nuancer, men lader dem drukne i energistrømmen, var lydbilledet hos Franka og co. noget nær perfekt afstemt de mange musikere i mellem. Kommunikationen var i top og nuancerne trådte på smukkeste vis frem i lydbilledet. Imens dannede Franka på overbevisende maner centrum med sin følsomme og sikre vokal. Hun ejer ikke verdens største stemme, men til gengæld mestrer hun sit instrument, og harmoniseringerne med korsanger Sidste Holte var så velklingende, at de små hår rejste sig på armene.

Ni sange nåede vi igennem, alle afdæmpede størrelser, men med en konstant varme og underliggende dynamik. Og uanset om Franka så er roots, country eller slet og ret singer-songwriter, så overbeviste hun i hvert fald om, at talentet fortjener et større publikum. Helst ikke så stort at intimiteten går tabt, men flere mennesker gør klogt i at søge Frankas bekendtskab. Hvis folk-musikken i Danmark gemmer på lignende overraskelser er de mere end velkomne, og er Franka det bedste fra den kant, ja, så nøjes vi gerne med hende.