El Ray - Spot 2007, Gran Teater, Lille Sal, lørdag
Peter Melgaard |
Kan man levere en god koncert uden vokal? Ja, hvis man forstår at præsentere numrene på samme livlige facon som El Ray
Der er dømt surf, når danske El Ray går på scenen. Bandet som for nylig udgav greatest hits cd’en ”Highwave to Hell – 23 Golden Hits 2001-2006”, leverer en lydside, som man kunne forstille sig Quentin Tarantino ville benytte som soundtrack til sin næste spaghetti-western-karate-film a la Kill Bill.
Den særprægede surf-rock med en snert af Ennio Morricone og rockabilly er personificeret af 4 mænd med slips og jakkesæt, som forstår at spille tight, men i længden bliver numrene uden vokal desværre en anelse for ensidige. Den manglende dimension bliver der dog kompenseret for med de morsomste introhistorier til mærkværdigt navngivne numre som ”Djengis Khan’t Surf” og ”The Carhire From Hell”.
Tilsyneladende er mange ting her i livet både dødsensfarlige og skræmmende ifølge den karismatiske og underholdende guitarist, men når man ser hans karatebevægelser til ”Jack the Samurai (defeats all evil)”, er det svært at holde masken, og så glemmer man lidt, at musikken nogle gange har sine problemer med at smide genrehæmningerne. Flere af numrene flyder simpelthen ud i hinanden, selvom en enkelt såkaldt love song var smidt på sætlisten for at bryde skabelonen.
Den hyggelige stemning i Gran Teatrets lille sal skyldtes primært bandets dialog og skålen med publikum mellem numrene, og at salen så også var fyldt med en opstemt festivalskare, som værdsatte de muntre indslag, men også de bedre numre såsom ”Space Car 2001”, som var en anelse mere beskidt end de øvrige musiske bølgetoppe og -dale. Nummeret udmærkede sig også ved at guitaristen, på hug, brugte sine applikationer til at fylde lokalet med frenetisk forvrængning, som kan få selv den sejeste surfer til at falde af boardet.
Selvom man ikke er surf-rock-fan, kan det godt anbefales at lægge vejen forbi næste spillested, hvor El Ray slår sine folder, hvis bare man sætter pris på god underholdning. Men er man fan af genren, er bandet klart et must. Se dem før Tarantino!
